Debat

Klarere mål

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er interessante udspil om klarere mål og delmål, som Undervisningsministeriet er kommet med. I Pædagogisk Orientering finder vi det i den sammenhæng især væsentligt at drøfte følgende tre forhold:

For det første er vi enige i, at en øget grad af faglighed kan være ønskelig i folkeskolen. Dette gælder i særlig grad, når der arbejdes med tværgående emner og problemstillinger, hvilket jo gælder for alle fag.

Samfundet stiller mange krav til tidens skole, og et godt fagligt niveau er uomgængeligt - dog finder vi det nødvendigt med en afklaring af begrebet faglighed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi i Pædagogisk Orientering ønsker at fastholde en forståelse af fagligheden, der rækker langt forbi indlæring af bogens tekst. Fagligheden må nødvendigvis centrere sig om den aktive læring gennem blandt andet elevernes undren og problematisering samt søgen efter årsagsforklaringer.

Fagligheden må derfor integrere såvel lukkede som åbne kompetencer - i øvrigt i lighed med OECD's seneste syvpunktsplan, der i særlig grad sætter fokus på de åbne kompetencer og deres betydning.

For det andet gør udspillet det aktuelt at overveje, hvilke værdier og hvilket skolesyn der ligger bag. Hvad er det egentlig, vi vil med skolen?

For en umiddelbar betragtning lægger høringsforslaget op til en stram overnational læseplanstænkning, hvor læreren risikerer at blive reduceret til en forvalter af en fagbog.

En tænkning, som vi i Danmark forlod for mindst et par årtier siden, og som mange forbinder med undervisningen i de gamle østlande bag jerntæppet.

At formulere klarere mål er en balancegang, som helst skal vippe til den side, der fortsat vil give lærerne mulighed for at udnytte deres fag- og almendidaktiske kompetencer. En fælles folkeskole går vi ind for, men det fælles behøver ikke at udspringe af snævre nationale krav, hvor læreren ikke får mulighed for at tilgodese alle sine elever, det vil sige at undervisningsdifferentiere hensigtsmæssigt i forhold til de givne forhold. Søg på vores hjemmeside www.po.ffw.dk for yderligere argumenter.

For det tredje mener vi, at arbejdet med klarere målsætninger ikke bør presses igennem kun båret af politiske hensyn, men selvfølgelig skal have den nødvendige tid med inddragelse af alle relevante parter. I så vigtige forhold som arbejdet med mål i folkeskolen undrer det os, at kun embedsmænd er involveret i processen. Man kunne sagtens forestille sig det givtige i at invitere skolens folk med i arbejdsprocessen, en proces, der efter vores mening vil lide under et forhastet tempo - valgkamp eller ej!

Anne Mette Lundstrøm,

Keld Nørgaard og Jette Worm Hansen

Pædagogisk Orientering