Debat

KL skadelig for skolen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Problemerne med lærermangel har nu fået Kommunernes Landsforening (KL) til at foreslå, at andre faggrupper, som for eksempel murere og korrespondenter, skal have mulighed for at undervise i folkeskolen - de skal bare lige have et lynkursus i pædagogik først. En ret uambitiøs måde at løse problemerne med lærermangel på. KL kunne i stedet sørge for, at lærerne får nogle ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så flere lærerstuderende vælger at tage arbejde i landets folkeskoler, og så folkeskolerne kan holde på dem. KL's forslag er en nedgørelse af seminariernes læreruddannelse og af folkeskolens lærere. Det er efter min opfattelse ikke sådan, KL tiltrækker nyuddannede og engagerede folkeskolelærere, det skræmmer dem snarere væk. En del private virksomheder ansætter læreruddannede til forskellige arbejdsopgaver i erkendelse af, at de på seminarierne har fået en særdeles kvalificeret uddannelse. Hvornår mon også KL erkender dette? Prognoser viser, at der om få år mangler cirka 4.000 lærere på landsplan. Med KL's nuværende politik kunne det tyde på, at man forventer, at en stor del af disse stillinger skal besættes af ikke læreruddannet personale. Folkeskoleloven lægger op til, at lærerne skal arbejde i team, og som kommende lærer har jeg en forventning om, at de kolleger, jeg skal opleve med- og modspil fra, er kvalificerede til det, og det bliver de ikke ved at tage et pædagogisk minikursus.

Jesper Volder

lærerstuderende ved Silkeborg Seminarium

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler