Løsningen må de nye lærere selv finde. Dét handler nemlig om holdninger. Men Per Diinhoff, Møllevangskolens coach og obs-lærer, kan hjælpe dem med at sætte ord på og indkredse problemerne.

Og han gør det. Tit. Cirka halvdelen af de nyansatte opsøger ham i løbet af deres første år for at få hjælp, råd og vejledning. Også erfarne kolleger konsulterer Per Diinhoff.

Nogle gange klares problemet over en kop kaffe, men oftest aftales et observationsforløb, hvor Per Diinhoff følger læreren i en periode. Han foretager time til time-observationer i klasseværelset, og bagefter fremlægger og diskuterer han observationerne med læreren.

Det er næsten altid de samme ting, de nye kludrer i, fortæller Per Diinhoff. Det overordnede problem er nemlig det samme for langt de fleste af dem: De har en urealistisk forestilling om, hvad det indebærer at være lærer.

'Inde i deres hoved har de et idealbillede af en lærer. Det ideal vil de gerne leve op til, men de glemmer, at et ideal er noget, man arbejder sig hen imod. Man stræber efter et ideal. Hvis man begynder med at undervise, som om man var idealet, går det ofte galt', siger Per Diinhoff.

Fald ikke til patten

Problemet er, at de nye lærere først skal have etableret deres autoritet, før de kan begynde at leve op til deres ideal.

Og det er sværere at etablere sig, end det var, da Per Diinhoff selv startede for knap 20 år siden.

I dag er der ingen autoritet knyttet til lærerrollen. Enhver ny må opbygge og forhandle sin personlige autoritet i samspillet med eleverne. Det har mange svært ved.

'De er dygtige til at respektere eleverne, men dårlige til at forlange respekt. De får ikke etableret en fornuftig voksen-barn-relation fra starten, og derfor har de ingen autoritet at trække på'.

Et fornuftigt voksen-barn-forhold handlerikke om kæft, trit og retning-pædagogik a la 50'ernes sorte skole, understreger Per Diinhoff. Tværtimod opfatter han voksen-barn-relationen som den bedste sikring mod den autoritære pædagogik. Den opstår nemlig ofte, når forholdet mellem eleven og læreren ikke er godt nok.

'Hvis de nye lærere ikke formår at etablere en fornuftig voksenrelation til eleverne, sker der ét af to: De opgiver og søger væk fra skolen, eller også begynder de at kopiere det, de tror fungerer: Den lærerstyrede klasseundervisning med inaktive elever. De falder til patten og glemmer deres idealer, og det er både trist og helt unødvendigt'.

Ikke et ord til ledelsen

Ofte skal der justeres meget lidt, før samarbejdet mellem klassen og læreren kommer til at fungere. Det kan være enkelte helt praktiske ting. Måske er aktiviteterne flot tænkte, men for krævende til klassen på nuværende tidspunkt. Måske mangler læreren lidt konsekvens. Eller måske siger læreren to forskellige ting med sin krop og sin mund.

Uanset hvor problemet ligger, sidder Per Diinhoff i klassen og observerer, og bagefter fortæller han, hvad han har bemærket. Han løser ikke problemet.

'Jeg kan gøre lærerne bevidste om, hvad der sker i klassen, og hvor det går galt, men løsningen må de selv finde. Jeg vil gerne diskutere løsningsmulighederne med dem, men det skal være deres løsning', siger Per Diinhoff.

Han har en pulje af timer til at rådgive nye kolleger, og han skal ikke redegøre for sit timeforbrug. Ledelsen får intet at vide om hans arbejde, medmindre den nye lærer selv ønsker det.

Det er vigtigt, at der er vandtætte skodder mellem ledelsen og coachen, mener Per Diinhoff:

'Ledelsen på skolen opfatter det som positivt, hvis man søger hjælp, når man har brug for det. Det er et udtryk for professionalitet. Men nye lærere kan godt være bange for at vise ledelsen, at der er noget, de ikke kan klare alene. De frygter, at det forringer deres jobmuligheder. Men mig kan de trygt komme til, for det er ikke mig, der bestemmer, hvem der skal ansættes'.

id

Snakken går

Uroen breder sig i klassen. Det er ikke nogen bestemt, som fører an, alle er ukoncentrerede og urolige.

Den nye lærer går ned til én af eleverne, taler ham til ro og går så videre til den næste.

En typisk begynderfejl!, siger Per Diinhoff. Læreren forsøger at løse et kollektivt problem individuelt. Og så snart han har løst det ét sted, dukker det op et nyt.

Den nye lærer tør ikke tage konfrontationen med hele klassen, men det bliver han nødt til. Når han har gjort det, kan han overveje, hvorfor klassen bliver urolig.

Ellers. . .

Hvis du vipper på stolen én gang til, må du sidde på gulvet resten af skoleåret!, siger den nye lærer vredt. Et øjeblik efter vipper eleven igen, men læreren kigger væk.

Endnu en begynderfejl, siger Per Diinhoff. Man skal aldrig true med noget, man ikke vil gennemføre. Derfor kan det være en god ide at udarbejde sit eget sanktionskatalog, så man ikke maler sig selv op i et hjørne. Men hvis man har truet, skal straffen falde.

Kaninen

Den nye lærer går målrettet mod klassen og skynder på de elever, der står i døren og venter. Hun har travlt, læreren. Vi skal nå meget i dag, skal vi. Kom så på plads, siger hun uden at se op.

Forkert!, siger Per Diinhoff. Man kender den erfarne lærer på, hvordan hun kommer ind i klassen. Hun snakker med eleverne på vejen, ser dem i øjnene og spørger til Katrines nye kanin. Den erfarne lærer udstråler ro, selvsikkerhed og glæde, og det forplanter sig til eleverne. Den nye lærers iver fortolkes som usikkerhed.