Vi har skaffet os en overenskomst på nakken, som er så grotesk skruet sammen, at én af konsekvenserne er, at mange af os skal undervise mere for de samme penge. En anden heraf afledt konsekvens er, at nye lærere flygter fra skoleverdenen, allerede inden de for alvor får prøvet kræfter med den. Det viser sig, at arbejdspresset på alt for mange områder er for stort for mange af os, der underviser i folkeskolen i dag.

Nogle problemer kunne nævnes, som nok rammer nye lærere hårdt:

Det kollegiale sammenhold er måske en illusion, fordi der er så stor 'klasse'-forskel på lærere. Nogle er tjenestemænd - andre kommunalarbejdere. Nogle underviser måske slet ikke - andre belønnes med tredive lektioner per uge eller cirka 50 procent mere, end der har været fremme som gennemsnittet i medierne på det sidste.

Jo flere undervisningstimer, jo kortere forberedelsestid per lektion tildeles der.

Der foreligger ikke praktisk anvendelige læseplaner for noget fag, hvorfor den faglige og pædagogiske forberedelse hele tiden skal suppleres med et stort arbejde med udvælgelse af relevant fagligt materiale til hver enkelt elev/klasse/årgang. Hvor mange årsværk afsættes der mon til dette daglige/ugentlige/årlige molboarbejde med at opfinde den dybe tallerken om og om igen? Var det ikke bedre, om man havde noget allerede centralt og dermed demokratisk, folkeligt vedtaget, man kunne gå ud fra? Danmark arbejder for tiden aktivt med at skaffe et uland som Eritrea nogle gode læseplaner - her i landet ville sådan noget blive anset som reaktionært - hvorfor mon, når det så tydeligt er en forudsætning for, at man kan opbygge/bevare en nation?

Gode undervisningsmaterialer kunne afhjælpe situationen, fordi man her kunne støtte sig til lærebogssystemer, hvor denne udvælgelse til en vis grad er foretaget. Imidlertid er disse ikke til stede i tilstrækkeligt omfang - måske fordi der ofres så store summer på 'kontormaskiner' (pc'er)! Sikke mange klassesæt der kunne indkøbes for én pc's pris! Hver enkelt lærer bruger derfor enorme kræfter på selvstændigt at konstruere det nødvendige materiale (kopierer som bare f. . .!).

Forældre og elever har ekstremt differentierede forventninger til skolen, fordi der netop ikke er nogen officiel linie, man kunne forholde sig til.

Der er måske som følge af ovennævnte for mange meget forstyrrende elever selv fra tilsyneladende velfungerende hjem.

Nogle forældre anerkender slet ikke skolen som institution og autoritet og nægter derfor at samarbejde med den, hvilket medfører store problemer for den enkelte lærer, hvis han ikke får stærk opbakning fra ledelsens og kollegers side.

Endelig er specielt den nyuddannede lærer sandsynligvis selv offer for et skolesystem, hvor der ikke længere kan tales om, at der foregår en almen dannelse. Lærerens egen viden er usammenhængende som følge af mange andre læreres mere eller mindre tilfældige projektarbejder - som man kunne kalde de nu helt personlige læseplaner - uden reelt fagligt indhold.

Denne tingenes tilstand - som vi som faggruppe for en stor dels vedkommende selv har været med til at fremme med mere eller mindre skjulte motiver - forsøges nu udnyttet til at bryde vores monopol på stillingerne i folkeskolen, fordi lærermangelen tilsyneladende er udtalt. Det er på tide, vores fagforening besinder sig på, hvad der er dens hovedopgave, nemlig at skaffe alle medlemmer de bedst mulige arbejdsbetingelser. Det er ikke dens opgave at nedbryde hverken Danmark, folkets skole eller medlemmernes psyke.

I øvrigt mener jeg, formandsvalget bør ske på demokratisk vis med direkte valg.

Jens Kristian Dahl

Rødding