Lærere er - som intellektuelle i øvrigt, og så måske endda i endnu højere grad - udsat for at møde farisæismens uhyggelige faldgrube.

Som alle andre intellektuelle i det moderne samfund er lærere efterkommere af præsterne - eller nærmere betegnet degnene.

Intellektuelle har opgaver, der nøje svarer til de opgaver, præster har i de fleste andre kulturer end den moderne, verdslige, vestlige kultur.

Og at (folke)skolen og lærerne er udviklet direkte ud af den kristne kirkes undervisningssystemer, anfægtes vel ikke af nogen.

Men som sagt er vor kultur verdsliggjort, den har tabt den religiøse sammenhæng, det 'højere formål'.

Det er alvorligt nok for den enkelte borger, der passer sin dont og tjener til livets opretholdelse som producent af varer eller leverandør af tjenesteydelser og finder mening i trivsel for sig selv og sin familie.

Men det er kritisk for den intellektuelle. Hun eller han har utrolig svært ved at se sig selv og sin gerning som meningsfuld uden et højere formål.

Endnu i min barndom var kristendommen stadig den vigtigste leverandør af 'mening' til skolelærernes slidsomme hverdag. Men i min ungdom kom nymarxisme og ungdomsoprør ind fra venstre og satte sit massive præg på lærernes søgen efter højere formål.

For det øvrige samfund har lærernes dyrkelse af 'højere formål' givet anledning til megen mistænksomhed og kritik. De frelste og nidkære 'degne' var at dømme efter kulturens aftryk (læs H.C. Andersens 'Lille Klaus og Store Klaus') stærkt upopulære. Og i min ungdom rettede dele af borgerskabet et - berettiget - mistænksomhedens sidelys på skoleundervisningen med indoktrineringsdebatten, der nu atter giver anledning til polemik i aviserne.

At lærerne søger et højere formål, er naturligt, det ligger i deres gerning. Den vil andet og mere end tilfredsstille et aktuelt marked for køb og salg af tjenesteydelser. Hele børneskolen, folkeskolen, er med fuldstændig politisk opbakning isoleret fra markedskræfternes frie spil. Et højere formål er nødvendigt.

Problemet er at finde et højere formål, der svarer til den utrolige pluralisme, der præger skolen og de familier og børn - og det samfund - den virker for.

Risikoen er, at lærerne koncentrerer sig om højere formål, der alene leverer mening til dem selv. Det er ekstra risikabelt, fordi et sådant snævert højere formål ofte slet ikke forpligtes på hverdagen og mødet med forældre og børn. Et sådant elitært højere formål er tværtimod velegnet til at forklare alle problemer i kommunikationen med forældre - og børn: 'De har bare intet forstået. De har ikke set det højere formål, men styres af begær, had og dumhed, de stakler'. Det er selvgodhed og farisæisme.

Disse lommefilosofiske bemærkninger i anledning af, at den nye Attac-bevægelse ser ud til i Danmark at blive en succes, som den allerede er blevet det i Sverige og flere andre lande. Med ideelle, men verdensfjerne krav om at tage fra de rige spekulanter og give til de fattige tilbyder Attac sig som et bekvemt højere formål for de intellektuelle. Efterspørgslen er stor, men varen fordærvet og resultatet den selvgodhed, der graver grøfter og skaber konflikter mellem 'de gode' og 'de onde'.

Erik Meier Carlsen er politisk redaktør på dagbladet B.T.