Kompetencebegrebet diskuteres heftigt og sættes i både relation og modsætningsforhold til begreber om dannelse. Per Schultz Jørgensen kalder det i sin kommentar til Lars-Henrik Schmidt i Folkeskolennummer 8 for 'et svar på nye udfordringer'. Denne formulering udtrykker, at begrebet afløser noget andet og bestræber sig på at indfange det essentielle i forhold til pædagogiske mål i tiden og samfundet. Således betragtet er kompetencebegrebet et tiltrængt opgør med den forældede forståelse af begrebet dannelse, der defineres som overførsel af kultur fra én generation til en anden. Det er et gyldigt kontekstuelt forsøg på at forstå menneskets udvikling i det moderne og på det modernes vilkår. Det samme kan siges om Lars-Henrik Schmidts dannelsesbegreb.

Per Schultz Jørgensen definerer kompetence som værende 'noget, man har, når man ved noget - og gør noget, der lever op til situationens krav'. Udvikling af kompetencer er ifølge ham en vigtig side ved en dannelsesproces i forhold til det enkelte individ. Han løsriver altså ikke de to begreber fra hinanden - kompetencebegrebet bliver tværtimod en nødvendig del af den personlige dannelse. Som fortaler for kompetencebegrebet afviser han Lars-Henrik Schmidts kritik af det i interviewet i Folkeskolennummer 32/2000, hvor rektoren for Danmarks Pædagogiske Universitet kritiserede kompetencefolkene. Lars-Henrik Schmidt vælger selv at fremhæve en nytænkning af dannelsesbegrebet som værende mere brugbar. 'Der er noget, alle må tilegne sig. Men problemet er, at hvis den individuelle forfinelse af (. . .) kundskaber og færdigheder kun bliver individuel, så er selvdannelsen forfaldet til kompetenceudvikling', siger Lars-Henrik Schmidt i sin kritik - et synspunkt, som gentages, om end med en anden ordlyd, i svaret 'Polemisk, ikke akademisk' i Folkeskolennummer 9.

Begrebet bed sig fast

1990'erne blev årtiet, hvor kompetencebegrebet bed sig fast i den pædagogiske verden i bekymringen for, at skolen sakker bagud i forhold til den overordnede samfundsudvikling, der er præget af stigende individualisering, globalisering og krav om fleksibilitet og omstillingsparathed. Teorierne om kompetencer og kompetenceudvikling er et forsøg på at imødekomme disse tendenser, men det er meget vanskeligt at definere, hvad der ligger i begreberne, ud over at de knytter sig til den enkeltes handling. Lektor på Institut for Idehistorie ved Aarhus Universitet, Jens Erik Kristensen, sætter i foredraget 'Fra national dannelse til national kompetenceudvikling med henblik på globalisering' fokus på netop de definitoriske problemer. Kompetence lader sig kun definere ud fra de beskrivende ord, der sættes foran. Ifølge Lars-Henrik Schmidt er det dog hos ham en markeret pointe, at det slet ikke handler om en begrebsdefinition, da kompetence for ham er en ideologisk betegnelse. 'Kompetence er på den ene side en observationskategori og på den anden side en pædagogisk-filosofisk kategori', siger rektoren i svaret i Folkeskolennummer 9. Kompetence er altså blot en populær betegnelse - en kategori med succes - og det gør ikke kategorien til et begreb i sig selv.

Mere interessant er det dog, at Lars-Henrik Schmidt ser kompetence, som pædagogisk-filosofisk kategori, indgå 'i konstellation med kategorierne dannelse, viden og kvalifikation'. Ordet kompetence betyder 'evne, kapacitet til' og det kan slås op som værende synonymt med 'kvalificeret til'. Begrebet, eller betegnelsen om man vil, stammer fra virksomhedsøkonomien, hvor det handler om at optimere virksomhedens performans, hvilket lektor Jens Erik Kristensen også problematiserer i føromtalte foredrag. Fokusskiftet fra opdragelse og undervisning til kompetenceudvikling og læring er ganske vist søgt legitimeret i forhold til både sociologisk og psykologisk forskning, men det ændrer ikke det faktum, at begrebet har baggrund i arbejdsmarkedssammenhænge.

Retningssans

Når Lars-Henrik Schmidt fremhæver en nytænkning af dannelsesbegrebet i form af selvdannelse, kan det måske ses som et modspil til en overrendt betegnelse. I dannelsesbegrebet ligger der nemlig en retningssans, en forestilling om, i hvilken retning man skal danne sig, hvilket kompetencebegrebet mangler. Selv er Lars-Henrik Schmidt dog langtfra fri for at være populistisk i sin brug af for eksempel udtrykket om, at læreren nu er 'partner i en læringsarena', der som skærmtrolden Hugo kan spørge eleverne: 'Hvor skal vi hen, du?', som det ses i Folkeskolennummer 32/2000.

Skellet mellem begreber som kundskaber, færdigheder, viden og kvalifikationer opløses, når de samlet betegnes som kompetencer i en praksisudfoldelse. Det ophæver som yderste konsekvens enhver diskussion om etisk, politisk dannelse, men det samme kan siges om Lars-Henrik Schmidts selvdannelse. Her er det også vanskeligt at se, hvad der er blevet af læreren som didaktiker og som værende nødvendig for, at eleverne gøres bevidste om værdier og normer i samfundet og om, at disse kan gøres til genstand for diskussion, hvor foreløbige de så end måtte være. Skolen skal skabe rammer for selvbestemmelse og selvdannelse, men kvalificeringsaspektet må ikke nivelleres i et populært forsøg på at følge med udviklingen.

Læs mere på www.folkeskolen.dk