Brian Willandsen udtrykker i sit åbne brev til dig i Folkeskolen nummer 7 nogle frustrationer, som de fleste lærere oplever i dagligdagen, men desværre formulerer du dit svar på en måde, der for mig tydeligt afspejler den fortvivlende problematik, der fylder vores folkeskole og tapper os alle for energi. Desuden finder jeg dit svar utroligt overfladisk, hvor Brian Willandsen efterlyser en reel dialog.

Vi efterlyser ganske rigtigt ro i folkeskolens dagligdag til at tage fat på de mange opgaver, som vores store ansvar naturligt medfører. Du taler om stilstand, idet du patetisk jævnfører 'stilhed' synonymt med 'døden'.

Som politiker er det nok absurd at tale om ro til at udføre sit arbejde, men selvom vi hver for sig har omverdenens øjne hvilende på os, ligger vores virkelighed tydeligvis langt fra hinanden.

Du siger, at 'et samfund i rivende udvikling' ikke kan 'totalfrede folkeskolen', og at vi skal 'ruste' næste generation til 'fremtidens udfordringer'. Det lyder sørme ikke lovende for fremtiden. Men fremtiden er her faktisk allerede, årtusindskifte eller ej. Fremtiden er børnene, børnene er her og nu . . . Skylder vi ikke børnene at forholde os konkret til det, vi kender til - nemlig nutidens udfordringer?

Og så i øvrigt undlade til stadighed at konstruere nye 'udfordringer', der i virkeligheden handler om at spare og rationalisere.

Vi omgives til daglig af børn, hvis udvikling i forvejen er tynget af splid og forvirring, omskiftelser, sansebombardementer, uforudsigelighed og menneskeligt underskud. Flere og flere børn i dag er dybt frustrerede og forvirrede allerede fra børnehaveklassen, hvor stadig større klasser klemmes sammen i alt for små lokaler, og hvor lærere og pædagoger afkræves en kvalitativ indsats under discountagtige forhold.

Det bliver let til en larmende tilstand, hvor alle træder vande, fordi vi bliver klemt fra alle sider. Der gives ikke meget plads til bevægelse.

Tiderne skifter som bekendt hurtigere og hyppigere end nogensinde. Men er vi ikke lidt tåbelige at tro, at børn (læs: mennesker) er grundlæggende anderledes indrettet, end mennesker til enhver tid har været. Det burde være en eviggyldig, om end banal sandhed, at børn har brug for ro, stabilitet, tillid og harmoni i deres barndom for at kunne udvikle sig til hele og kompetente mennesker. Hvorfor skulle børn pludselig have andre behov, blot fordi vi andre er bange for ikke at kunne følge med?

Vi skal være fleksible, til stadighed være indstillet på omskiftelser, og vi skal lære børnene at fungere på samme vis. Samtidig skal vi skride ind og kunne genoprette ro og harmoni i barnets hverdag på alle de områder, hvor familien og samfundet svigter. Det hænger ikke sammen!

Giv os nogle anstændige vilkår og giv os ro, luft, tillid og plads til at bevæge os og udvikle folkeskolen nedefra, så vi har os selv med i det, vi gør, og kan se os selv i øjnene som ansvarlige og trygge voksne, der ikke fungerer under konstant pres.

Charlotte Elmøe

Rødovre Skole

Forkortet af redaktionen