Med den tur, lærerne har været igennem de sidste år, er det ikke mærkeligt, at medlemsskepsisen over for arbejdsgiverne er markant. Derfor er det heller ikke underligt, at det er sikkerhedsbrillerne og ikke udviklingsbrillerne, vi først griber efter, når overenskomstresultatet skal bedømmes. Men derved risikerer vi at overse de muligheder, der er for at komme fremadrettet ud af situationen. Ikke kun for de unge, der kan hente synlige lønforhøjelser, men for os alle sammen.

Ser vi efter det fremadrettede, finder vi det ikke bare i lønforhøjelserne i sig selv, men i det løft i lærerfagets status, en ordentlig løn giver, og det kan medvirke til at rekruttere og fastholde nye lærere. Endnu vigtigere er det, at vi med den ny undervisermodel styrer helt fri af fedterøvstillæg, og vi har sikret en ordentlig balance, der kan understøtte teamwork og livslang kompetenceudvikling for alle. For den enkelte er det reelt den vigtigste ansættelsessikkerhed - og det vigtigste element i et godt psykisk arbejdsmiljø.

Gennem udviklingsbrillerne kan vi også se de 400 timer i arbejdstidsaftalen som en sikring af den enkeltes råderum, når presset for mere samarbejde stiger. På samme måde er de 125 timer til skolen med 50 til den enkelte til samarbejde og fælles udvikling et vigtigt fundament, der må bygges videre på med lokale aftaler.

Der er selvfølgelig ingen i hovedstyrelsen, der ikke gerne havde set et bedre centralt sikkerhedsnet. Men vi kunne ikke komme længere denne gang. Det er vi faktisk enige om.

Tager vi sikkerhedsbrillerne på, ser vi selvfølgelig en risiko for, at det ikke vil lykkes at få tid nok alle steder. Men muligheden for flere 'konfrontationstimer' må ikke skjule muligheden for mindre belastende og mere fleksible undervisningsformer. For eksempel defineres individuelle målsætnings-, evaluerings- og vejledningssamtaler med eleverne i aftalen som undervisning - med tilhørende tillæg.

For at se hele aftalekomplekset må vi bruge briller med flere læsefelter, så vi kan se både muligheder og problemer. Det gjorde hovedstyrelsen, da vi i enighed i januar indså, at en defensiv fastholdelse af den hidtidige optællingslighed ikke kan redde os. Dertil har verden ændret sig for meget, og arbejdsgiversammenrotningen er blevet for massiv. Derfor spillede vi offensivt ud med en ny aftalemodel.

Gennem sådanne briller kan man se mulighederne for at påvirke grundlaget for de lokale arbejdstidsaftaler. Kredsenes nye ret til indflydelse på de lokale pædagogiske mål med tilhørende realistiske ressourcer er en fagretslig landvinding, men det vil jo næppe overbevise alle skeptikere.

Derfor skal vi vende blikket mod udviklingen af videnssamfundet, hvor kampen om kvalificeret arbejdskraft stiger dramatisk. Et godt arbejde og et arbejdsmiljø med sikre muligheder for kompetenceudvikling og videreuddannelse bliver de vigtigste konkurrencefaktorer i fremtiden. Attraktive arbejdsvilkår, muligheder for godt teamwork og spændende udvikling kræver en kombination af centrale og lokale sikkerhedsnet og udviklingsmuligheder. Derfor er kommunerne nødt til at tage drøftelserne alvorligt. De må aftale lokal tid og give lærerteamene fælles råderum gennem helhedsaftaler.

Overenskomsten har svagheder, men på både løn- og arbejdstidsområdet giver den gode muligheder for, at vi sammen kan komme den rigtige vej.

Jørgen Stampe

medlem af hovedstyrelsens forretningsudvalg og formand for pædagogisk udvalg

Forkortet af redaktionen