'Oh skænk mig en grav, ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd!'

Disse linjer er fra sangen 'Den Hulkende Sømand', som blev digtet og fremført af sidste uges 50-års jubilar, Anders And, og enhver andtropolog vil huske, at den gribende poesi sikrede Anders førsteprisen i det lokale Melodi And Prix og gav ham råd til en skitur til Lavinedalen.

Med en elegance og et ordvalg, der kan gøre anden fra Paradisæblevej 111 misundelig, brugte et par folketingsmænd og en minister jubilæumsugen til at tumle rundt i pressen, som var de i Lavinedalen. Inde i bladet kan man studere deres tilbagetog. Det virker lige så gribende som en Anders And-film spillet baglæns, men dog langt fra så underholdende.

Det hele begyndte med, at De Konservatives og Venstres skoleordførere, Brian Mikkelsen og Anders Mølgaard, til Berlingske Tidende sagde, at hvis lærernes overenskomst ikke bliver vedtaget, så vil deres partier støtte et regeringsindgreb. Og den radikale undervisningsminister, Margrethe Vestager, takkede straks for oppositionens opbakning.

Brian Mikkelsen forklarer nu Folkeskolens læsere, at han 'er blevet misforstået' af avisen, og Anders Mølgaard beklager, at det 'er blevet udlagt, som om vi synes, det er en god idé med et indgreb. Intet kan være mere forkert'. Undervisningsministeren løber også baglæns.

Men mens Vestagers tilbagetog virker noget tøvende, så er der ingen usikkerhed hos finansminister Mogens Lykketoft:

'Jeg har aldrig nogen sinde bedt om og heller ikke modtaget noget som helst tilsagn om noget som helst indgreb fra noget parti', siger han til Folkeskolen. Han kalder det 'højst utidigt', hvis andre politikere 'prøver at blande sig i den demokratiske afstemning, der skal foregå'.

Men skaden er sket. Selv om tegneserie-politikerne nu hulker eller hykler 'misforståelse', kan de ikke æde deres udtalelser i sig igen. Og dermed har de - ud over at profilere sig selv i pressen - gjort diskussions- og beslutningsklimaet koldere. Det er dybt urimeligt, for politikernes hovedløse plapren gør det sværere at diskutere forhandlingsresultatet sagligt. For hvorfor skulle man sætte sig ind i aftalen og overveje at stemme ja eller nej til noget, som andre alligevel truer med at bestemme over?

Men det eneste rigtige lige nu er at sætte sig grundigt ind i resultatet. Anni Herfort er kommet hjem med en lønaftale, som med arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsens ord 'ikke er ny løn, men mere i løn', og arbejdstidsaftalen sikrer, at hverken politikere, skoleledere eller kolleger kan æde sig ind på tiden til individuel forberedelse. Og der er sikret timer til lærersamarbejde og udvikling og tid til klasselæreren. Men det er ikke nok, og det er ikke sikkert nok, lyder kritikken.

I næste uge udkommer et særnummer af Folkeskolen, hvor aftaleteksten tygges igennem. Bladet indeholder også en stemmeseddel og hver enkelt hovedstyrelsesmedlems argumentation for og imod aftalen. På skolen har tillidsrepræsentanten fået tilsendt en gennemgang af resultatet, så det skulle være muligt at tage stilling til, hvad aftalen kan komme til at betyde. Med i diskussionen skal selvfølgelig også overvejelserne om, hvad et nej kan betyde.

Efter en forhåbentlig god debat uden yderligere indblanding kan enhver så sætte sit kryds inden den 20. april. Indtil da bør politikerne holde mund - eller i det mindste kun synge på badeværelset eller i Lavinedalen. Dér kan de så passende overveje, hvad konsekvensen bliver, hvis de for fremtiden kun vil acceptere ét bestemt resultat af en afstemning.

Det vil være umuligt at bruge ordet 'demokratisk' i den sammenhæng.

-th

Læs side 4, 5 og 6

Deres tilbagetog virker lige så gribende som en Anders And-film spillet baglæns