Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Medrivende og inciterende hedder det om den publikation af Steen Larsen, der, at dømme efter Sten Larsens anmeldelse i Folkeskolen nummer otte, er rendyrket virkelighedsfjern opkog af en to hundrede år gammel romantik. Men den passer dog som fod i hose til Ole Vig Jensens lige så udtågede, virkelighedsfjerne, fagskyende folkeskole, der med fuld opbakning fra Steen og Sten sætter den trælse og jordbundne fornuft (logik) til vægs efter dog at have udråbt et leve for den til fordel for skolens egentlige mål: de højtflyvske helheder, der som i et febersyn fatter og omfatter den labyrintiske verden. Det er den folkeskole, som ellers af dens lobhudlere kaldes tidssvarende, der her vokser direkte ud af filosoffen Steffens niende forelæsning i begyndelse af forrige århundrede, og hvor romantikkens bannerfører udtalte: 'Geniet adskiller sig fra det ensidige talent (os dødelige fornuftsnarkomaner) derved, at det er den umiddelbareste Aabenbarelse af det Evige selv i det Endelige. Derfor må Geniet ringeagte de blotte Klogskabsregler og bane sig sin egen Vej'. To år efter lod Oehlenschläger den gamle bogligt bundne skurk Noureddin læser følgende i en gamle foliant:
Naturens muntre Søn er Lykken næst
Hvorefter Nattens Grubler flittigt grunder
Naar Solen slukkes i det blege Vest
Det finder han med Lethed ved et Under
Fast ubegribeligt ham Lykken gaaer
Imøde, når han sødt og sorgfrit blunder.
Medrivende og inciterende forkynder Steen og Sten fremtiden med de udelte klassers 25 naturens muntre sønner, der lægger afstand til nattens grublerier og gør flid til en by i Rusland. Som i et drømmesyn skal de fatte virkelighedslabyrintens mysterium. Velbekomme.
Vagn Madsen
viceskoleinspektør
Brønderslev