Nordlæs-rapporten kunne ikke finde årsagerne til den danske læsekatastrofe. Den, der ikke søger de relevante steder, finder selvfølgelig ikke. Af gode grunde ligger årsagerne til de danske tilstande i 1991 ikke i Finland, men i Danmark, og af lige så logiske grunde måårsagerne ligge før 1991.

Der skal historieskrivning til for at få nogenlunde styr påårsagsforholdene, men kilderne er nogle andre end de, som Henning Fonsmark har arbejdet med. Den borgerlige regering påtænkte i 1983 at nedsætte skolestarttidspunktet. I slipvandet på dette initiativ blev det private erhvervslivs metoder indført - ved salami-metoden. Arbejdsfunktionerne skulle deles op, så mennesker aldeles uden nogen danskfaglig undervisningskompetence kunne udføre visse arbejdsfunktioner i 1. og 2. klasse. Et lille kommunalt kursus var tilstrækkeligt. Alt det sjove, som eksperimenterende dansklærere for længst havde implementeret i deres klasser, skulle reguleres, så vekselvirkningen mellem det slidsomme og det sjove kunne bringes til ophør. Tidsplanlægningen skulle styres ud fra Taylors principper - nøje afmålt tid til hver enkelt aktivitet og nøje fastlæggelse af rækkefølgen på de enkelte aktiviteter. Pædagogikken skulle gøres forudsigelig, og den skulle ned på niveau med den lavest uddannede. Hvem der udførte hvad, blev ligegyldigt.

Pølsefabrikkens system kunne lige så godt køres igennem med 200 børn som med 20 børn. Pølsefabrikken blev udstyret med test. Der var test, der påstod at kunne påvise barnets aktuelle stadie, der var lix-bøger til hvert stadium, og der var managementteorier, der viste, at blot man nøje fulgte testkonstruktørernes anvisninger, så ville børnene trinvist stige opad 15 minutter om dagen i børnehaveklassen skulle 'næsten' få børnene til at læse (Berlingske Tidende, 3. august 1994).

Da ungerne fra model pølsefabrik nåede frem til 1991, var de ikke steget opad. De nærmest lå ned, mens børnene på Bornholm og i Finland bevægede sig let og ubesværet gennem en tekst, der var relevant for alderstrinnet. Siden 1994, da katastrofen blev almindeligt kendt, er pølsefabrikken blot blevet udvidet. Flere test, hyppigere test og endnu flere lix-bøger. Man sætter ølse for, og man sætter ølse bag, pølsen bevarer dog sin smag.

Der er en indre logik i, at danske børn i Nordlæs-undersøgelsen stadigvæk ligger med enden i vandskorpen. Det er denne logik, dansklærere er ofre for siden senfirserne. Vidnerne til forståelse af, hvad der er sket med danskundervisningen siden senfirserne, er alene dansklærerne. Det er alene dem, der ved, i hvilken udstrækning model pølsefabrik er blevet dem påtvunget.

Der er brug for en havarikommission.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte