Det er rigtigt, når nogle siger, at DLF's formand har sørget for, at den decentrale del kun stiger med en promille af lønnen.

Men der kan også argumenteres for, at den decentrale del stiger med 46 procent. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Optimistens spand er halvfuld, mens pessimistens er halvtom. Og promiller og procenter afhænger af, hvad man sammenligner med.

Det interessante ved det overenskomstresultat, som DLF's medlemmer om kort tid skal tage stilling til, er helheden og tendensen. Og de mulige alternativer.

Det sidste først:

Hvis Anni Herfort havde smækket sig selv uden for døren, fordi hun ikke kunne få flertal for at afskaffe eller formindske den decentrale løn, var resultatet ikke kun blevet en stigning fra 0,8 til 0,9 procent. Den ville være blevet dobbelt så stor. For alle andre havde sagt ja til en procent.

Og den stigning ville DLF så også have fået.

Hvad en lærerstrejke ville give, kan selvfølgelig ikke siges med sikkerhed - historien afslører aldrig sine alternativer. Men et ædrueligt skøn siger: Ikke ret meget. Og temmelig sikkert ikke noget godt.

Det er meget svært at forestille sig den parole på strejkebanneret, der vil kunne overbevise befolkning og politikere.

Derfor må overenskomstresultatet vurderes i forhold til de krav, der var opstillet.

DLF's vigtigste krav var lønstigninger, og det er, hvad forhandlerne kom hjem med. Både begyndelses- og slutlønnen bliver højere. Skolelederne går over til en ny lønform, der betyder solide stigninger - og 470 nye viceinspektørstillinger. Og børnehaveklasselederne får løntillæg, som slet ikke var med på listen med krav!

Det er et minus i regnskabet, at det ikke lykkedes af få en ændring igennem for de ti procent af DLF's medlemmer, der arbejder i kommuner, som stædigt holder fast ved, at al lærerarbejdstid skal disponeres på forhånd. På samme måde er det negativt, at kommunerne ikke ville være med til at løse problemerne for en lille gruppe årsvikarer.

Og selv om noget, der ikke kom med, logisk set ikke kan ses i et regnskab, så tæller det alligevel på plussiden, at arbejdsgivernes forringelse af forberedelsestiden blev afvist.

Men det holdt også hårdt. Og det skabte en del dramatik den sidste forhandlingsnat, da Anni Herfort meddelte, at hun kun ville sige ja til det samlede kommunale og amtslige resultat, hvis der samtidig blev lavet en læreraftale uden trusler om forringelser af F-tiden.

Det virkede.

Og den samlede helhed er blevet ganske god.

Derfor kunne 18 medlemmer i DLF's hovedstyrelse stemme ja. Men fem medlemmer stemte nej, fordi de synes, at decentraliseringen trækker i den forkerte retning.

Også de to pensionister stemte imod resultatet. Dog hverken på grund af indholdet eller tendensen, men fordi de er utilfredse med finansministeren!

Nu skal der vurderes og diskuteres på skolerne. Og til april kan hvert eneste DLF-medlem med stemmeret så tage sin del af ansvaret.

-th

Læs side 3 til 10

Det er svært at forestille sig den strejkeparole, der vil kunne overbevise befolkningen