I Folkeskolen nummer 46/95, side 39 fortælles der om den solidariske lønpolitik gennem 25 år. I 1971 var slutlønnen 58 procent over begyndelseslønnen. I dag er den 30 procent over.

Det er jo lidt mere indviklet at beregne tabet for pensionisterne i denne situation, men det kan uden videre slås fast, at der er tale om betragtelige beløb.

Værre, ja meget værre, synes jeg imidlertid, det er, at ingen hovedstyrelsesmedlemmer, ingen kongresmedlemmer, ja ingen pensionistrepræsentanter har gjort opmærksom på, at pensionisterne betalte deres store del af den solidariske lønpolitik. Man fortalte simpelthen ikke pensionisterne om denne udvikling. Man overlod det til den enkelte pensionist selv at finde ud af sammenhængen (på samme måde som med lokallønnen og skalatrin 38 ved overenskomst 93).

For øvrigt forstår jeg godt, at de aktive bruger deres kræfter på spørgsmålene om arbejdstiden, og jeg kan forsikre jer for, at jeg ikke misunder jer den hvepserede.

På den anden side må jeg, der jo på en måde repræsenterer de aktives fremtidsudsigter, tage mit udgangspunkt i mine egne forhold.

Jeg har i 40 år været lærer i København og i den tid nydt godt af, at stedtillægget tilgodeså mig, fordi jeg havde nogle dyre levevilkår.

Nu forstår jeg, at kongressen har vedtaget en resolution md 140 stemmer mod 137, hvori der gives udtryk for, at det nye løn- og pensionsudvalg skal skrotte stedtillægsordningen.

Jeg skal ikke på nuværende tidspunkt gøre mig klog på det retfærdige i eller følgerne af den vedtagelse, men ét ved jeg, og det er, at som sædvanlig nævnes pensionisterne ikke med ét ord, selv om de er part i sagen.

Ligesom ved 'Lige løn for lige arbejde', er vi pensionister nu så tidligt ude, at vi kan skrige gevalt, hvis vi igen forholdes oplysninger om udviklingen undervejs.

Derved kan vi opnå så stor respekt under forhandlingerne, at det kan påvirke resultatet.

Finn Andersen

Herlev