Ole Vig Jensen er kommet med et forslag til ændring af den nuværende læreruddannelse. Han lægger op til debat, før sagen behandles endeligt i Uddannelsesudvalget.

Desværre ser det ud som om denne debat allerede er blevet låst fast i en uhensigtsmæssig polarisering.

Den ene interessegruppe fokuserer især på lærerens pædagogiske opgaver. Man skal lægge vægt på barnets hele udvikling og ikke lade sig styre af skemaopdelinger og dermed fagopsplitningen. Man skal ikke spørge, hvad eleven skal lære, men hvad eleven kan bruge fagene til. Faglig koncentration og faglige krav betragtes med udpræget skepsis, og fagintegration er sagen. Den samme betænkelighed nærer gruppen over for faglig integration i forhold til den lærerstuderende: Det er vigtigt, at den studerende får almendannelse, dels en bredde i uddannelsen så man kan springe ind og undervise i snart sagt hvert fag, dels en bred kulturel overbygning på HF- eller studentereksamen, hvor man åbenbart ikke er blevet almendannet. Hvad det så er.

Den anden gruppe har i længere tid været noget i defensiven og faktisk ikke i nævneværdigt omfang tegnet seminariernes nuværende udformning. Det er folk, der finder, at bredden, almendannelsen og det opdragelsesmæssige aspekt har fået en så omfattende plads, at det er gået ud over den faglige kompetence. Denne gruppe har svært ved at sluge en fagintegration uden faglig forankring, og de vil også mene, at ethvert fag er almendannende, når der foregår en perspektivering af de faglige problemstillinger, og at ingen bestemte fag har patent på almendannelsen. De har nok følt, at der ikke for tiden har været politisk forståelse for deres synspunkter.

Alle synes at være enige om én ting: at skolens kommende dansklærere har behov for en grundigere uddannelse. Det kan seminariernes dansklærere - sådan nogle som os - jo kun være tilfredse med. Ikke desto mindre frygter vi at blive kvalt i velvilje på bekostning af saglig forståelse.

Alle lærerstuderende får i dag danskundervisning i et omfang af ca. 130 lektioner. De studerende præsenteres her for mange væsentlige stofområder, men det kniber med fordybelse, færdighed og erfaring. Efter grunduddannelsen (fællesfaget) vælger en tredjedel af de studerende dansk som linjefag, hvor de lærer at arbejde fagligt professionelt med stoffet.

Nu hersker der en begrundet frygt for, at resultatet af forhandlingerne bliver en nivellering: at alle skal have dansk i et omfang, der er mere end fællesfaget, men mindre end fællesfaget plus linjefag. Men til gengæld forsvinder linjefaget. Man udvider i bredden på bekostning af fordybelsen. Det lød smukt, da det ved forslagets præsentation lød, at alle skulle have linjefag i dansk. Nu viser det sig, at ingen skal have det.

Bliver dette resultatet af den såkaldte styrkelse af danskundervisningen på seminarierne, er det endnu et nederlag for dem, der gerne vil uddanne fagligt kompetente lærere. Der har i oplægget været udtrykt klar velvilje over for faget, men den må omfatte både bredden og dybden.

Den brede uddannelse i fællesfaget dansk kunne styrkes ved et udvidet lovbefalet samarbejde med andre fag i uddannelsen. Der eksisterer faktisk i læreruddannelsen en række i sig selv fagoverskridende emner eller genstandsområder, såsom læsning, undervisning af tosprogede elever, medier. Disse meget relevante emner i læreruddannelsen ligefrem 'råber' på tværfagligt samarbejde, fordi et sådant samarbejde indlysende ville kvalificere undervisningen. Ægte funktionel tværfaglighed.

Forkortet af redaktionen

Kristian Kjær

og Erik Olesen

Holbæk Seminarium