Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I december bragte Folkeskolen en artikel, hvori lærere kritiserer 2. klasses læsetest, blandt andet fordi opgaverne er for svære. Desværre er der kun plads her til at svare på en lille del af kritikken. Men alle er velkomne til at henvende sig direkte til Skolestyrelsen.
Det bliver foreslået, at vi skal ændre opgaverne, så de passer til elever i 2. klasse.
Det er ikke meningen, at eleverne skal kunne svare på alle opgaver. Systemet skal indeholde både lette og svære opgaver.
Hvem afgør, hvor svær en opgave er? Den metode, som er brugt, baserer sig på, at hver eneste opgave er afprøvet af 700 skoleelever. Sværhedsgraden er derefter beregnet på baggrund af antallet af rigtige svar. Analysen - en såkaldt Rasch-analyse - er internationalt anerkendt og gennemført med hjælp fra professor Svend Kreiner, Københavns Universitet.
Enkelte opgaver, hvor emnet ikke var alderssvarende, er ved en fejl blevet præsenteret for de dygtigste elever. Disse opgaver er fjernet.
De flere end 3.000 læseopgaver er udviklet på to professionshøjskoler efter retningslinjer, som er lagt af læseforsker Carsten Elbro.
Lis Pøhler (master i specialpædagogik, tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning), Søren Axel Sørensen (formand for opgavekommissionen i dansk) og læsepsykolog Gert Gamby har gennemgået opgaverne, før de kommer i brug som obligatoriske test. Alvorlige faglige fejl skulle derfor være væk.
Det er bestemt ikke meningen, at eleverne skal have en negativ oplevelse med testene. Erfaringen viser, at hvis de er forberedt på, at de netop ikke skal kunne svare rigtigt på alt, kan de gennemføre testene på linje med andre test. Lærerne vurderer selv, om de vil sætte testen på pause, hvis det kniber med koncentrationen.
Skolestyrelsen afholder i øvrigt seminarer for faglærere over hele landet i uge tre forud for lanceringen af de obligatoriske test fra februar. Her er alle velkomne, så længe der er plads.