Jeg har aldrig før i mine mange år som lærer i folkeskolen oplevet noget lignende. Der sker noget helt forkert med pigerne i 7. og 8. og 9. klasse. I nogle klasser er der rigtig mange af dem, der har alvorlige problemer, som handler om deres identitet. De går til psykolog som aldrig tidligere (depressioner, anoreksi, skærer sig med mere). Min rolle som klasselærer er blevet meget tungere.

Jeg ved, at det ikke kun er på min skole. Jeg prøver at se mig omkring. Hvad kan være anderledes nu? De ændringer, jeg kan se omkring mig, er den øgede netbrug af for eksempel Facebook og afhængigheden af mobiltelefoner. Det meget øgede eksamenspres, test og karakterer i alle fag og forældres større famlen med hensyn til forældrerollen.

Men hvad gør vi ved det? Set i fugle- og samfundsperspektiv er det jo helt vildt galt både personligt og økonomisk. Mit bud på, hvorfor det går så galt lige nu, er det store pres, som de ovennævnte faktorer lægger på især pigerne.

Jeg kan måske gøre noget, dér hvor jeg er, nemlig i skolen. Derfor har jeg, for at tage presset af, lige nu nedlagt min årsplan. Vi spillede teater i december måned.

Og til politikerne: Jeg er med på, at vi skal have den allerbedste folkeskole. Vi skal score højest på, at vi får hele elever med hele vejen gennem vores skolesystem. Vi skal have elever, der ved, at de kan noget, og har lyst til at fortsætte med at lære, og som ikke er gået psykisk ned på grund af forkerte krav.

Dét skal vi måles på! Er I med? I folkeskolen skal vi måske derfor være de absolut bedste til at spille teater, for teater kræver mange slags talenter.

Jeg har leveret mange elever videre efter folkeskolen. En af dem var absolut ikke god til at stave. Han var god til at tænke og meget mere. Da han sluttede på universitetet og fik 13 i it-teknologi, fik jeg en kærlig hilsen fra ham. Vi behøver ikke alle at være gode til det samme!

Men tilbage står: »Hvad gør vi nu?«

Forkortet af redaktionen