Nu bliver det rigtignok spændende at se, hvordan den estimerede pædagogiske ekspertise, der omkranser og værner udeltheden, vil reagere på professor Steen Hildebrandts artikel i Folkeskolen nummer 27. Hvorfor ikke give nogle unge mennesker en alternativ ungdomsuddannelse for at forhindre, at de dropper ud og ender uden nogen uddannelse, og hvorfor ikke erkende, at de eksisterende ungdomsuddannelser ikke er egnede for alle unge, spørger Hildebrandt. Og dermed har den delte skole fået en fortaler i sværvægtsklassen. Godt nok taler Hildebrandt om ungdomsuddannelser. Men de ligger jo snært op ad den folkeskole, hvor man gør en dyd af at udsætte svage og stærke for samme undervisning. For i folkeskolen er det jo ikke muligt at droppe ud. Her må børnene underkastes vilkåret enten at tabes eller at forsømmes. Og det tager sig mindre synligt og dramatisk ud. Men dér hvor reaktionen mærkes, anbefaler Hildebrandt nu den delte skole, så ungdomsuddannelserne virkelig kan ende med at blive for alle. Og det er da et nybrud, der vil noget. Overført til folkeskolen lyder kravet: Hvorfor ikke udforme en skole, hvor man kan »uddanne og udvikle bogligt svage og dygtige til nogle for dem tilpassede kompetencer med tilpassede metoder«. Måske har Hildebrandt rørt ved årsagen til, at enhedsskolen i så lang tid har kunnet opretholde det uddannelsesødelæggende udelthedsprincip. Enhedsskolen er befolket med børn, der qua deres alder endnu ikke har udviklet den selvstændighed, der kræves, for at de tør lade sig droppe ud af skoleforløbet, fordi de enten tabes eller forsømmes i forløbet. I folkeskolen må sådanne børn vente, til deres forældre agerer med passende skoleskift. Kort sagt: »Hvorfor ikke opgive den snæversynede opfattelse, at der intet er i vejen med det kunstige udelthedsprincip«.