Det må være nok nu. Den ene efter den anden skriver oprørt eller teoretisk om den stakkels skole, der mangler visioner. I Folkeskolen nummer 27 skriver lærer Steen Achton i Bagsmækken, at skolen er »Ak, så uforandret«, for den bruger blandt andet stadig skema.

Det kunne da være, at det har vist sig levedygtigt, fordi det virker i praksis.

I mine år som lærer har skolen og undervisningen været i konstant udvikling inspireret af nye og gamle tanker og ideer. Noget er gået i sig selv, andet har vist sig levedygtigt, men gennem hele udviklingen står lærerne som mennesker med mod på at prøve nye ideer af og som kunstnere med hver deres stil.

Pædagogiske guruer klager over manglende omstillingsparathed, når lærerne ikke som vejrhaner drejer sig efter teorierne, men derimod er tro mod egen kunst i egen virkelighed, hvor vinden har en anden retning. En virkelighed, der ikke er forkert, selvom teorien siger noget andet.

Kunne man diskutere, hvilke kunstneres metoder der virker bedst?

Skulle vi måske finde ud af, hvad der virker i kunsten?

Er den gule farve mere virkningsfuld end den røde? Er trekanter bedre end bølger? Nonfigurativ kunst? Naturlyrik?

Vorherre bevares.

Jeg kan betro pædagogiske guruer og deres disciple, at min undervisningsmetode virker bedst - for mig. Vil man dræbe min undervisning, skal man bare pålægge mig en andens metode.

Det vil være lige så ødelæggende som at pålægge en maler en anden kunstners stil.

Teorier, foredrag og eksempler kan være til stor inspiration, men vi er hver især nødt til at stå inde for vores egen undervisning.

Den gode lærer siges at være autentisk og uddrager teori af sin egen praksis, som løbende justeres i takt med ny erkendelse.

God håndværker, måske ligefrem kunstner.