Debat

Oase eller fatamorgana

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er næsten som at støde på en oase under en ørkenvandring. I Folkeskolen nummer 30 gør dr.pæd. Steen Larsen i Bagsmækken »Kasseundervisning« op med udeltheden under betegnelsen rummeligheden. I rummeligheden er det altså ikke muligt for læreren at tilpasse sin undervisning til de bogligt svage, mellemgruppen og de bogligt stærke samtidigt. Det er en uventet reverens til virkelighedens verden i grel modsætning til DLF's utopisk spekulativt forvrøvlede trossætning om, at både svage og stærke lærer bedst i udeltheden. Steen Larsen vedstår sig niveaudelingen - sådan i modificeret form ganske vist. Ørkenen ligger der jo stadig. Den har skam sin charme. Og udeltheden er jo et helligt tabui­seret område. Men det er dog et helt anderledes konkret opgør end formanden for DLF's skole- og uddannelsespolitiske udvalg Dorte Langes udvandede, indholdsløse råd i samme nummer, »Folkeskolen skal være for alle«, til lærerne om, hvordan de dog skal forene inklusionens (igen udelthedens) nedbrydning af undervisningen med kravet om højkvalitet i undervisningen. I kort form: DLF råder lærerne til at se på, hvordan de sikrer, at hver enkelt elev får det optimale ud af de mest umuliggjorte undervisningsforhold. Det er såmænd bare det, lærerne skal gøre. Hvis de bare gør det, er der ingen problemer med udeltheden, rummeligheden, inklusionen. Keine Hexerei. Og det er da et enestående kvalificeret råd fra en faglig forening. Men så bliver Steen Larsen pludselig enig med Dorte Lange. Dorte Lange skriver, at man også bare skal sørge for, at de rigtige undervisningstilbud er til stede for at give mulighed for en rummelig praksis. Det er Steen Larsen helt enig i. Han skriver nemlig, at kravene i rummeligheden er for store. Altså, man skal bare udvande skolens fag-faglige undervisning mere og mere, indtil undervisningen i tyndest mulig form passer til den rummelighed, som Steen Larsen alligevel ikke helt kan slippe. Så måske er oasen blot et fatamorgana.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler