Skoleledere og lærere som ubestridte magtfaktorer er forsvundet. Forældre og elever skal nok sige til, hvis de synes, tingene ikke er i orden. Og sådan skal det være!

Gennem de sidste 20 år har vi sat fokus på dialog og involvering. Nu er der behov for, at vi stopper op og reflekterer over sideeffekterne. Nok skal vi være lyttende og demokratiske, men vi skal også drive skoler, som tilgodeser det fælles bedste. Vi skal ikke imødekomme særkrav fra forældre, som mener, de har ret til at definere værdier og regler for deres eget barn uafhængigt af konsekvenserne for fællesskabet eller lærerne. Vi skylder elever, forældre, lærere og samfund, at skolerne signalerer stabilitet og tryghed for alle børn.

Lærerne skal kunne forklare og begrunde deres faglige metoder, men de skal ikke bringes til forhandling, blot fordi en borger har fundet et interessant argument på nettet. Den demokratiske dialog fordrer, at deltagerne forpligter sig til et helhedssyn. Også når det betyder, at ens egne behov tilsidesættes.

Der er brug for at genskabe skolernes integritet. Ingen ønsker at vende tilbage til de autoritære institutioner, som kunne afskrække fra spørgsmål og kritik. Vi leder på demokratiske vilkår, og vi driver skoler i et samfund af myndige medborgere, som har krav på indsigt og medindflydelse. Vi kan kun styrke vores integritet ved at være åbne og ansvarlige.

Jeg er optimistisk med hensyn til en genopblussen af medborgerskab og lokaldemokrati. Men det fordrer, at vi er klare i udmeldingen af roller og gensidige forpligtelser.