Anmeldelse

Amandas 2 verdener

Amandas 2 verdener

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke uden grund, at filmen her har vundet prisen for bedste dokumentarfilm på Buster Filmfestival. Den er simpelthen en lille perle på 45 minutter af instruktøren Anders Gustafsson.

Fakta:

Titel: Amandas 2 verdener

Type: Diverse

Forlag: Eyeworks

Den 11-årige Amanda fortæller om sit liv som skilsmisse- og delebarn. Begge forældre lever i nye forhold, så der er både "pap"-forældre, "pap"- og halvsøskende at forholde sig til. Skilsmissen ligger nogle år tilbage, og de to verdener er i rimelig harmoni med hinanden med Amanda som bindeled.

Således er filmen uden dramatik, men ikke mindre stærk, fordi Amanda med sine refleksioner over sit liv repræsenterer virkeligheden hos et utal af skilsmissebørn.

Amanda fortæller til kameraet, til andre børn, til forældre og til alle os, der er i berøring med børn. Hun delagtiggør os åbent og ligefremt i tanker, følelser og håb: Om at føle sig fremmed på besøg hos far, om konflikten mellem at gøre forældrene eller sig selv ked af det, om ubehag, når forældrene diskuterer hende, om bekymringerne omkring forældrenes eventuelle nye ægteskaber og om angsten for forandringer. Alt sammen temaer, som er fælles for børn i samme situation.

I enhver skoleklasse sidder en Amanda. Men ikke mange Amanda'er har mulighed for på så flot maner at fungere som talerør og budbringer fra skilsmissebørnenes verden.

Anders Gustafsson og Amanda vandt en pris, og vi andre får sidegevinsten, når vi viser filmen i klasserne.