Husker du idræt fra dengang, hvor læreren hældte en bold ind i midten, fløjtede kampen i gang og fungerede som dommer i stil med Ole Thestrup i »Busters Verden«.

Idræt i dag er noget helt andet, og jeg er så heldig at have 15 års erfaring med det. Det er blevet et rigtigt skolefag med opfyldelse af Fælles Mål, som sikrer stor faglighed gennem både alsidige aktiviteter, viden om et sundt legeme og en indsigt i idrætskultur og samvær. Idræt er ikke blot et fag, som få deltager aktivt i, og slet ikke et fag, hvor mange forsøger at undgå deltagelse. Dommedagsfortællinger om piger med evigt ondt i maven og drenge med kroniske knæproblemer skal man ikke lytte til. Det har ikke hold i virkeligheden.

Det er rigtig godt, at idræt også har fået fokus på karakterer, men det er ikke det eneste motiverende, som får faget til at fungere. Det ville være en falliterklæring. Vi er nødt til som lærere at skabe rammer for en positiv tilgang til motivation og lyst til at deltage.

Og netop lysten til at deltage er blevet udfordret med indførelse af eksamen, som i det 9. skoleår totalt styrer undervisningen med demotivering og nedgang i fysisk bevægelse til følge. Dette ser jeg som en forkert retning både i forhold til impulsiv glæde for konkurrence og leg og i forhold til ønsket om mere bevægelse i skolen.

Vi vil gøre idrætten en tjeneste ved kun at skulle give en årskarakter. Så gør vi heller ikke grin med elevernes arbejde op til eksamen, da kun 25 procent af eleverne faktisk skal op. Resten kan bare smide deres store teoretiske og praktiske forberedelse i skraldespanden. Jeg ville i hvert fald blive noget trist, hvis 75 procent af mit arbejde alligevel ikke skulle bruges til noget.