Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Flere medier berettede op til påskeferien om, at regeringen efter sidste års lockout afsatte 12 millioner kroner til at fremme et godt samarbejde mellem skoleledere og tillidsrepræsentanter, men at pengene aldrig er blevet brugt, fordi lærerne ikke har udpeget medlemmer til det partsudvalg, som skal være med til at sende dem i omløb.
»Det er ærgerligt«, siger undervisningsminister Christine Antorini.
Hendes tro væbner, professor Niels Egelund, er overraskende nok enig. »Der er behov for at få brugt pengene, som de er tiltænkt. Der er så store samarbejdsvanskeligheder på nogle skoler i forbindelse med den kommende reform, at pengene falder på et tørt sted«, forklarer han og sætter retorikken i alarmmode, samtidig med at han, endnu en gang, giver lærerne skylden for det hele: »Der er simpelthen så megen modstand derude, at det nogle steder nærmer sig en katastrofe«.
Lad mig prøve at forklare ministeren og professoren, hvad det her drejer sig om, selv om de begge hidtil har vist, at de er uden for fornuftens rækkevidde.
Når regeringen og KL kørte et hemmeligt parløb med hele forløbet og udfaldet aftalt fra starten; når KL bevidst talte usandt om lærernes arbejdstid og spredte usandhederne gennem helsidesannoncer i dagbladene og frydefuldt og skamløst gentog dem i radio og tv ved enhver given lejlighed; når KL gennemførte en måneds proformalockout, der kostede lærerne 1,3 milliarder kroner i løntab - hvordan kan Antorini og Egelund så tro, at 12 millioner smørekroner gør lærerne milde og venlige og får dem til at kaste sig entusiastisk ud i en kamp for at løfte et makværk af en reform, de har været uden indflydelse på, men har fået dikteret og er blevet pålagt at medfinansiere med to timers ekstra undervisning om ugen?
I rest my case.