Debat
Stem på Kamma Madsen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Blandt mange pensionister har der været og er der stadig en opfattelse af, at DLF ikke i tilstrækkelig omfang er opmærksom på pensionisternes forhold, herunder de økonomiske.
Det er derfor afgørende vigtigt ved det forestående valg af kongresdelegerede i fraktion 4 at få valgt en person, der både kan og vil arbejde for pensionisterne.
En sådan person er Kamma Madsen. Gennem mange års organisationsarbejde, nemlig som medlem af Frederiksberg Kommunelærerforenings bestyrelse (en tid som formand), som formand for det daværende Fælleslærerråd og som medlem af hovedstyrelsen, har hun erhvervet stort kendskab til love, vedtægter og paragraffer, hvortil kommer stor indsigt i lærernes pensionistforhold.
Sidst har hun været og er stadig en uundværlig arbejdskraft i Frederiksberg Pensionistklubs bestyrelse.
I Statspensionisternes Centralforening har man også lært at lytte til Kamma Madsen, der nu er medlem af hovedbestyrelsen.
Som det fremgår af ovenstående, har Kamma Madsen stedse været et aktivt menneske til gavn for lærere og for pensionister. Jeg tvivler ikke på, at medlemmer i kreds 12 ved, hvor de skal sætte deres stemme, men også andre pensionister vil være tjent med at stemme på Kamma Madsen, så hun med sin viden og usvækkede engagement også i fremtiden kan virke til gavn for medlemmer af fraktion 4.