Paragraf 1 i formålsformuleringen fra 1993 taler om, at skolens opgave er at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber. Dette har man i tidens løb gennem snedige udlægninger søgt at tilpasse til den til enhver tid gældende pædagogiske lune. Således udlagde man hurtigt efter 93 formålet i retning af, at eleven selv skulle tilegne sig sine kundskaber i et dertil indrettet lærevenligt miljø, skønt det, at læreren gennem sin undervisning overdrager eleven kundskaber, selvfølgelig ikke strider imod ordlyden i paragraf 1. Når læreren »fylder« kundskaber på eleven, tilegner eleven sig også kundskaber. Samtidig har man pædagogisk bekæmpet et helt nødvendigt bogligpræget indhold i læringsmiljøet og gjort en heraf følgende invalideret faglighed til et biprodukt, skønt den jo dog ifølge paragraf 1 er en forudsætning for elevens personlige udvikling. Denne personlige udvikling har man så gjort til en ekspertstyret hovedsag i skolens virke, når nu fagligheden ikke længere har stået så stærkt, at man har kunnet overlade det til eleven som et frit menneske at udvikle sin personlighed på grundlag af videnstilegnelsen. Man kan derfor godt sige, at i og med at det rent personlige i elevens udvikling er udgået i formålet for 2006, har man signaleret, at man igen viser vilje til at respektere elevens egen udvikling af sin egen personlighed. En sådan frihedstilkendegivelse er Det Radikale Venstre i sit knæfald for den outrerede socialistiske side i Folketinget stor modstander af. Selv Socialdemokraterne viser mere forståelse end De Radikale for, at skolen er nødt til at fungere som skole mere end som terapeutisk, personlighedsudviklende dannelsesinstitut. Det er hele den i øvrigt ganske dygtigt tilrettelagte misfortolkning af folkeskolens formål, der har gjort det pinende nødvendigt at få formuleret et nyt formål.