Den 1. februar 2006 bragte Folkeskolen en anmeldelse af min bog »Dansk natur«. Bogen er blevet godt modtaget af pressen og befolkningen. Folkeskolens anmelder, Niels Peter Riising, er enig og konkluderer: »En helt igennem ganske fantastisk bog, som nærmest virker som én lang kærlighedserklæring til den danske natur. I undervisningssammenhænge er bogen ganske irrelevant. Dog vil den høre godt hjemme på skolebibliotekernes hylder, så interesserede kan studere den nærmere og forhåbentlig blive mindst lige så begejstret som jeg«.

Dejligt. Men hvad mener han med, at bogen i undervisningssammenhænge er irrelevant? Det hænger da ikke sammen. Det er ikke en decideret lærebog, men den er skrevet til et bredt publikum og rummer meget stof, som man må forvente, at elever i folkeskolen skal kende til for at opnå en basal fortrolighed med naturen.

Jeg bruger meget energi på at skildre, hvad natur er, hvordan natur ser ud og opfører sig, klima, geologi, mødet mellem natur og kultur samt naturens og kulturens historie siden istiden. Alt sammen med tanke på folkeskolens større klasser og gymnasiet.

Derfor forstår jeg ikke, at bogen bliver kaldt irrelevant i undervisningen. Har folkeskolen berøringsangst over for utraditionel og vidensmættet faglitteratur? I en tid, hvor både folkeskolen og seminarierne soleklart har behov for at styrke det faglige overskud, der gør både lærergerningen og elevernes oplevelse af undervisningen spændende, er Niels Peter Riisings udmelding ret mærkelig. Er det ikke en lærers fornemste opgave at dele sin viden og begejstring ud til eleverne?

Hvilke fagbøger er relevante i folkeskolens undervisning?