Spørgsmål til DLF: Hvordan kan det være, at det er nærmest umuligt at få permanent arbejdstidsnedsættelse?

Med mine nu 40 år er jeg lige hoppet over den gruppe kvindelige lærere i alderen 30-39 år, der i Folkeskolen nummer 6 er »fundet skyldige i stress«, og jeg kan heller ikke komme ind i den gruppe, der modtager psykologsamtaler eller får medicinsk behandling, for jeg har sagt mit arbejde op på grund af stress. Dermed ender jeg nok ikke i en af disse statistikker. Men jeg vil gerne fortælle om nogle af mine årsager til, at jeg efter mere end ti års ansættelse har valgt at sige stop.

Mine arbejdsforhold har sikkert ikke været i nærheden af, hvad andre må leve med, men alligevel har de kørt mig ned. Jeg og mine omgivelser opfatter mig ellers som et stærkt menneske, der kan holde til meget, men jeg har måttet sande, at det kan jeg ikke. Jeg har i nogle år haft nedsat arbejdstid til 80 procent af fuld tid. I den periode har jeg været delt klasselærer, teamkoordinator for mellemtrinnet, ansvarlig for musikafdelingen og den daglige morgensang, skemalægger for hele skolen plus alle de ting, som alle andre også laver, men alligevel har jeg haft 21 lektioner på mit skema. På »min« skole har nyuddannede op til 30 ugentlige lektioner, og det gennemsnitlige lektionstal ligger på 22,9 (i det gennemsnit er der en lærer med kun ti lektioner, en tillidsrepræsentant, skolebibliotekaren med 17 lektioner, en lærer med aldersreduktion, viceinspektøren med to lektioner og mig selv med 80 procents arbejdstid). Tages lærere med særlige ordninger eller arbejdsopgaver ud af gennemsnittet, ryger timetallet op på 26,2 lektioner om ugen.

En af mine stressfaktorer har været, at jeg hvert år i februar har skullet søge om nedsat tid for næste skoleår. Jeg har så måttet gå i uvished i tre-fire måneder, og da vi skulle i gang med indeværende års arbejdsfordeling, fik jeg nej til timenedsættelsen. Jeg var ved at gå ned med udsigt til 27 lektioner plus alt det andet, og jeg blev kun »reddet«, fordi kommunen havde begået en regnefejl, så jeg kunne gå ned i tid.

Men jeg kunne ikke råbe juhu, for en kollega en ung mor som også ønskede nedsat tid, fik 29 lektioner.

Er det ikke muligt, at man kunne imødegå nogle af de yngre læreres stressproblemer med en reel mulighed for permanent nedsat arbejdstid, ligesom for eksempel sygeplejersker og pædagoger kan? Jeg ved godt, at DLF, dengang den mulighed var reel, anbefalede, at man søgte midlertidig arbejdstidsnedsættelse for altid igen at kunne gå op på fuld tid.

Men vi er altså nogle, der vanskeligt kan klare fuld tid, selv om vi er glade for vores arbejde.

Forkortet af redaktionen

Svar

Jeg synes, det er fint, at der er en mulighed for at søge nedsat tid, og kommuner, der prioriterer en god personalepolitik, bør også være imødekommende over for ansøgningerne. Men vi kan ikke ændre ved, at det i sidste ende er en kommunal afgørelse.

Jeg synes imidlertid, at det er urimeligt, hvis lærere tvinges til at søge ned i tid, hvis det udelukkende skyldes, at arbejdsbelastningen i en fuldtidsstilling er for stor. Netop derfor har vi kæmpet for en arbejdstidsaftale, der ville give lærerne med de fleste undervisningstimer bedre vilkår. Det burde også være i arbejdsgivernes interesse. Vi mødte stor forståelse for vores synspunkter i KL, men desværre havde KL ikke modet til at forpligte kommunerne i forhold til en ny aftale, der kunne have sikret dette.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF