Det er velkendt, at skriftsproget støtter tænkningen. Hvordan skulle en lærer ellers magte både karaktergivning og udtalelser i flere klasser, samtidig med at hun planlægger næste semester for helt andre elever?

Nogle mener, at udvikling af forældres medbragte sprog er det vigtigste redskab for integration af indvandrerbørn. Jeg vil hævde, at det er den lærendes forholdemåde, omverdenkendskab og undervisningens struktur, der har afgørende indflydelse på begrebsdannelsen og dermed muligheden for integration.

Hovedparten af jordens befolkning vokser op med flere sprog, men undervises kun på det ene.

Børn af danske diplomater og udstationerede forretningsfolk, der i årevis frekventerer engelsktalende skoler i nation efter nation, modtager jo heller aldrig modersmålsundervisning. Når skolebørnene vender hjem til Danmark for at tage 9.-klasse-eksamen, klarer de sig imidlertid udmærket i både mundtlig og skriftlig dansk. Nå ja, vil mange indvende, diplomater og internationale forretningsfolk er jo også en helt anden socialklasse end tyrkiske gæstearbejdere eller palæstinensiske flygtninge. Ja, netop. Socialklasse har jo, ud over økonomisk formåen, noget at gøre med, hvordan man tænker, hvordan man føler, og hvordan man agerer altså en form for kultur.

Danmarks Pædagogiske Universitet anbefaler et forsøg med faglig undervisning på arabisk til arabisk- og dansksprogede børn. Spørgsmålet er derfor, om det giver mening altså integration at undervise på arabisk under danske former ud fra et dansk værdiperspektiv med et dansk pensum, eller om arabiske forældres følelse af accept og værdighed er det eneste, samfundet opnår ved den investering?

Forkortet af redaktionen