Danske elever, der modtager specialundervisning, har et lavere selvværd end deres jævnaldrende i Sverige. Det er hovedkonklusionen på en undersøgelse, som professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, har foretaget af 15-årige skoleelevers selvopfattelse.

Egelund peger blandt andet på, at en af begrundelserne kunne være, at en stor del af den danske specialundervisning foregår uden for klassens fællesskab.

I Sverige yder man stadig supplerende støtte ved siden af den almindelige undervisning uden at kalde det specialundervisning og uden at gennemføre en henvisningsprocedure. I den forbindelse er det så beklageligt, at man i kommunerne i Danmark har valgt at spare stort set alt væk, hvad man tidligere kendte som forebyggende specialundervisning. Kendetegnet her var jo, at det netop oftest foregik i klassen for eksempel gennem tolærerordninger.

Man stoler åbenbart ikke helt på danske læreres professionelle dømmekraft, når det handler om specialundervisningsområdet. Hvis der skal tilføres resurser til en elev, ja så er lærerens vurdering af behovet åbenbart ikke tilstrækkeligt, der kræves i dag en henvisning til den Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR).

Man kunne overveje at bløde op på disse stramme formalitetskrav, som det efterhånden sker visse steder, og arbejde hen imod, at der på alle skoler var såkaldte resursepersoner. Det er lærere, som qua uddannelse og erfaring er i stand til hurtigt at bistå kolleger, skoleledelse og andre i forhold til elever, der har behov for ekstra støtte eller specialundervisning. Det ville sætte skolen i stand til at løse nogle af de opgaver, der i dag kun kan løses gennem en mellemkomst med PPR.

Løsningen ville således være inden for klassens/skolens egne rammer, og der ville være tale om, at elever og involverede voksne i forvejen havde et gensidigt kendskab til hinanden.

Læsning og AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel) er blot to områder, hvor resursepersoner er en oplagt mulighed.

Kravet er naturligvis, at de enkelte skoler får tilstrækkelige økonomiske rammer, der sikrer den nødvendige fleksibilitet for resursepersonerne, så de kan træde til både forebyggende, og når et konkret problem opstår.

Lad det være slået fast, at hverken resursepersoner eller holddeling kan overflødiggøre skolernes behov for at kunne trække på og samarbejde med ekspertisen i et velfungerende PPR.

Udgangspunktet må altid være: Hvad er bedst for lige bestemt denne elev i den konkrete situation. Det må aldrig blive sådan, at eleverne opfatter det som et problem, at de får tilbudt specialundervisning. Tværtimod har de krav på kvalificeret specialundervisning, fordi de har et konkret problem.

Ole Holdgaard er formand for DLFs pædagogiske udvalg