Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Pensionsforholdene for foreningens medlemmer er et tydeligt eksempel på enorme skævheder og urimelige forhold for én gruppe, den såkaldte 93-gruppe, hvor DLF endnu ikke har rettet op på den elendige pensionsordning, som er blevet denne gruppe til del. Helt galt var det for den gruppe på 2.000, som var på barsel eller på dagpenge 31. marts 1993 - arbejdsløsheden var som bekendt høj dengang - de fik end ikke tildelt det minimalistiske pensionsplaster fra puljen. Med andre ord fik den gruppe, der havde lidt, lidt mere, og den gruppe, som ikke havde noget, fik ingenting. Tjenestemændene har fortsat fede vilkår, gode skemaer, urørlighed, ingen a-kasseudgift og en fed pension, de uuddannede har DLF i ryggen, og de halvbitre 93'ere må sejle i egen sø.
Gruppens situation kan præciseres som følger: Ingen tryghed i ansættelsen.
Nødsaget til at betale til arbejdsløshedskasse.
Er ofte nødsaget til at kvalificere sig for egen regning.
Ekstrem stress som følge af den konstante omstilling til nye arbejdspladser/lærerkollegier og de uskrevne regler. Det er en væsentlig stressfaktor at være sidst ansat, da man dermed i afskedigelsesrunder vil være 'number one with a bullet'.
Nedslidning og udbrændthed.
Ingen god tjenestemandspension, hvilket som bekendt er kompensation for et lavtlønnet arbejde.
Hvorledes forklarer man sagligt, at en lærer, som ansættes som tjenestemand i 1985, og som går af i 2020, skal have mellem 90.000 og 125.000 kroner mere i pension end en timelærer/overenskomstansat med ansættelse som årsvikar/timelærer/overenskomstansat i 1985, som måske først opnår 35 års fuldtidsarbejde i 2025 på grund af arbejdsløshedsperioder og barsel?
Hvem har ansvaret for denne elendige pensionsaftale?
Merete Barfred
Horsens
Forkortet af redaktionen
Svar
Jeg har gentagne gange senest i mit sidste bidrag til 'DLF mener' givet udtryk for, at 93-gruppens problem skal prioriteres. Det er en sag, som jeg har forfulgt i mange år, og det bliver jeg ved med. Næste gang, der er en mulighed for at gøre noget, er ved overenskomstforhandlingerne i 2005.
Anders Bondo Christensen
formand for DLF
