Er det rigtigt, som hævdet af Steen Larsen i 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 5, at klasseundervisningen er rigid. Ja, det er den, når den udfoldes i i folkeskolens forstenede udelthed. Ingen folkeskolelærer har jo ifølge professor Niels Egelund mulighed for at spænde over udelthedens spredthed. Men hvorfor findes der så lærere, der benytter sig af denne rigiditet? Vel nok fordi alternativet udgør den ringest tænkelige mulighed for systematisk indlæring af kundskaber. Projektudformede gruppearbejder er rene umuligheder, hvis undervisning skal være andet end beskæftigelsesterapi. Men hvorfor bruger man så projektarbejdsformen i skolen? For det første fordi projektarbejder er en bestanddel af skoleloven. Dernæst fordi det er en måde at overvinde udelthedens uddannelseshæmmende virkning på. Steen Larsen har klart set, at undervisningsdifferentieringen er lovens største bluffnummer, som man forgæves prøver at benytte, når gruppearbejdernes goldhed bliver for overvældende. Og dermed er det givet, at klasseundervisningen er rigid, fordi loven er indrettet på at gøre den rigid. 'Bindende delmål er en farce, fordi børnene spreder mere og mere, og fordi skolerne alligevel anvender klasseundervisning, der kun skaber ét læringsmiljø i klassen', siger Steen Larsen ganske rigtigt. Men hvorfor så ikke genindføre den delte skole? Her imødegås spredningen. Her kan klasseundervisningen, befriet for rigiditet, erstatte projektfænomenets uduelighed. Og her fremstår faglige delmål ikke som farcer.

Vagn Madsen

Brønderslev