Debat

Ikke rent snit

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I håb om at andre snart vil tage over i denne debat om fællesskabets skole i det multietniske samfund, som kongressen har ønsket, hermed endnu et svar til Torben Thomsen desangående. Nej, det er ikke, som antydet af Thomsen i Folkeskolen nummer 7, Dansk Folkeparti, der har leveret den oplysning, at 7,4 procent af den danske befolkning nu tilhører eksotiske etniske minoriteter, men Nævnet for Etnisk Ligestilling. Og nej, ordet 'eksotisk' er ikke hverken fremmedfjendsk eller specielt uklart. Det betyder i henhold til ordbogen 'fremmedartet, hørende til varmere egne'. I folkeskolen udgør denne elevgruppe i dag cirka ti procent på landsplan.

Til gengæld kan jeg faktisk godt forstå, at Thomsen finder det 'underligt', at vi på den ene side fastholder, at Danmark er et multietnisk samfund, og på den anden side ikke uden videre vil acceptere, at vi har et multikulturelt samfund. Men så kompleks er verden altså blevet. Vi har en folkeskole, der allerede i sit lovgrundlag giver dansk kultur en klar og utvetydig fortrinsstilling, samtidig med at den fordrer åndsfrihed og respekt for andre kulturer. Vi kan ikke lave noget rent snit her.

Torben Thomsen bestrider, at han har gjort sig til talsmand for at fratage nogen deres modersmål. Men han skrev faktisk i nummer 7, at skolen ikke skal bestræbe sig på at give de etniske minoriteter modersmålsundervisning, idet deres nye modersmål er dansk. Spørgsmålet er så, om man kan påtvinge nogen et nyt modersmål?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hovedstyrelsens handleplan, som Torben Thomsen spørger til, er nu sat i værk. Vi er gået i gang med en halv snes regionale møder med medlemmer af kredsstyrelser, tillidsrepræsentanter og lærere med tosprogede elever som fagområde samt andre interesserede. Disse møder skal danne afsæt for den lokale debat, der nu via kredse og tillidsfolk i de kommende måneder gerne skulle nå ud til hver enkelt skole. Det er afgørende, at der finder en omfattende tilbagemelding til hovedstyrelsen sted. Enhver med interesse for og indsigt i arbejdet med tosprogede elever opfordres hermed til at benytte sig af denne mulighed for at blive hørt, inden kongressen vedtager foreningens politik på dette område. Tilbagemeldinger skal være hovedstyrelsen i hænde senest den 15. maj 2002.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse

Svar

Diskussionen kan fortsættes på www.folkeskolen.dk

Der findes der et åbent debatforum om emnet: Skole i multietnisk samfund.

Redaktionen