Når lærere diskuterer nye lønformer, opstår der let en tilbøjelighed til at fremhæve det nuværende lønsystems fortræffeligheder. Det bedste, man efter min mening kan sige om det offentlige lønsystem, vi har været underlagt siden 1969, er, at det er kendt: Vi ved, hvad vi har - ikke hvad vi får!

Mange af de mytiske forestillinger, der omgiver det nuværende lønsystem, har ikke hold i virkeligheden. Det påstås for eksempel, at lønsystemet er solidarisk og retfærdigt og giver sikkerhed for en fornuftig lønudvikling. Men det er ikke let at forklare, hvorfor netop postnumre og cpr-numre skal have afgørende indflydelse på lærerlønnen. En nyuddannet lærer i Københavns-området har en løn, der er godt otte procent højere end den, en nyuddannet lærer har på landet, og en lærer på slutløn har en løn, der er cirka 25 procent højere end den, en lærer har på begyndelsesløn. Kombinerer man disse to lønparametre, opstår der ganske store forskelle i lønnen - op til 32 procent - for udførelse af samme arbejde. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor en 48-årig lærer, der arbejder i Ballerup, skal have 32 procent mere i løn end en lærer på 26 år, der arbejder i Høng.

Når man dertil lægger, at Det Økonomiske Råd i 1996 udtalte, at de offentligt ansatte gennem de seneste 20 år har oplevet et markant fald i livsindkomsten, er der noget, som tyder på, at lønsystemet ikke har været til udelt fordel for de offentligt ansatte.

I 1970 tjente en folkeskolelærer således en tredjedel mere end en privatansat smed, og der var højstatus i at have gået på seminariet. I dag er både den højere løn og den høje status for lærernes vedkommende væk. Smeden tjener nu mere end en lærer og har alene herved fået højere status.

Der er al mulig grund til at ønske smedene oprigtigt til lykke - misundelse hører ikke til i den faglige kamp. Men måske skulle vi erkende, at det nuværende lønsystem trænger til en afløser.

Reinhard Werner

kredsformand

Vestsjællands Lærerkreds