Kalundborg-lærernes formand, Reinhard Werner har god grund til at brokke sig i Folkeskolen nummer syv. Gang på gang har Reinhard Werner anbefalet og stemt ja til overenskomster, der indeholdt et stadigt stærkere element af lokal individuel løndannelse, men alligevel er flertallet af lærerne og kongressen fortsat imod løn tildelt efter skøn og præstationsmålinger.

Heller ikke, da Reinhard Werner og et flertal fik lærerne flyttet fra staten til kommunerne - med den konsekvens, at lokallønspuljerne blev tværgående og DLF's egen pulje opløst - fik den vestsjællandske frontkæmper sit egentlige løngennembrud. Lærernes tro på den kollektive lønprofil er mere sejlivet end godt er, må Reinhard Werner føle.

DLF's 1995-kongres blev en bitter oplevelse for manden bag mindst 117 sort-hvide læserindlæg (se Folkeskolen siden en gang i midten af 70-erne).

Kongressen satte en stopper for Reinhard Werners tillægseventyr. Pist væk er muligheden for, at lærerne i eksamensklasserne (i nogen kommuner) kan få et tillæg, som andre lærere ikke kan få. Samme skæbne lider tillægget, der kunne gives til lærere, der underviser i klasser med mange elever. Som Reinhard Werner anfører, så er det kun fantasien, der sætter grænser for de tillæg, der vil kunne ydes. Men kongressen er fantasiløs. Det er som om kongressen har været blind for, at fjernelsen af blandt andet elevtalsafhængige løntillægsmuligheder kan få afsmittende virkning til tjenestetidsområdet.

Kongressens tankegang lægger jo gift for en differentieret F-faktor.

Der er således indlysende grunde til, at kongressen får talt og påskrevet af Reinhard Werner. Kongresflertallets stop for et lagdelt decentralt lønsystem fortjener betegnelsen 'religiøs dogmatik', konkluderer Reinhard Werner.

Kongressen har ganske enkelt overhovedet ikke vist forståelse for visionen om et stærkt differentieret tillægslønsystem byggende på skøn over værdien af de forskellige arbejdsopgaver og den enkelte lærers præstationer.

Man forstår Reinhard Werners vrede, og han er ikke den eneste, der er i knibe. Hans meningsfælle Bo Tryggedsson, Odense, skærer situationens alvor ud i pap i samme nummer af Folkeskolen . Skoleledernes muligheder for at indstille lærere, som de mener, har gjort en særlig indsats, er blevet uacceptabelt begrænset, klager Odense-lærernes formand.

Hvis kongressens flertal, herunder de røde lærere fra Københavns-området, fortsat fremturer på denne måde ender overenskomstforhandlingerne i 1997 i en tragedie. Det vil blive praktisk taget umuligt for Reinhard Werner og andre fremtrædende kredsformænd (Odense, Aalborg, Herning) at skaffe medlemmerne en ny aftale baseret på basis-, kvalifikations- og resultatløn.

Som det fremgår af ovenstående er situationen virkelig kritisk. Det mindste vi kan gøre, er derfor at vi giver Reinhard Werner og de andre kredsspidser mulighed for at aftale, at der tildeles decentrale lønportioner til de lærere, der fortjener det. Konsekvensen af at lade være kan blive, at vi bliver fanget på det forkerte ben, når der formentligt viser sig, at ja-løfterne fra 1995 (den interne KTO-aftale) var og er fup og fiduser, og vi ikke får noget forlods i 1997.

Reinhard Werner er sprunget ud og har tilbudt sig i kampen mod lighedsmageriet. Hvem tør tage ansvaret for, at springet ender i den blå luft?

Flertallet, håber jeg.

Jørn Vedel Eriksen

Herning