Mine sko kan holde længe, hvis jeg ikke går skævt på dem, men ved ensidig slitage bliver de ødelagt og må udskiftes. Det samme sker for mennesker, når deres ressourcer bruges ensidigt; de bliver nedslidte, og hastigheden af denne nedslidning er blandt andet afhængig af, hvilken kommune man arbejder i.

Vi lever i en tid, hvor 60'ernes tanker om decentralisering er slået igennem på godt og ondt.

Dette betyder selvfølgelig, at vi lærere, for at bevare fællesskabet, skal kunne skelne mellem, hvad vi skal kæmpe fælles for, og hvad der skal lægges ud i kredsene.

Netop det, at kommunerne decentraliserer i forskellig hastighed, samt det, at kredsene er tættest på medlemmerne, gør, at jeg finder det oplagt, at krisehjælpsprojekter bliver udlagt til kredsene. Århus Lærerforening (ÅLF) tilbyder krisehjælp til sine medlemmer; en opgave som burde tilhøre Århus Kommune, men nu vel.

Siden tankerne om dette pilotprojekt startede i ÅLF, har DLF også tilbudt sin hjælp til medlemmer i krise, men der er to store forskelle i de to tilbud: dels det maksimale antal behandlinger -ÅLF tilbyder ti, DLF kun fem - og dels den kendsgerning at kredsen er nær, mens DLF er længere væk.

Det støder mig, at der i Folkeskolen nummer seks bruges energi på kompetencestridigheder/magtkampe, når det, det handler om, er noget så væsentligt som mennesker i krise - medlemmer i krise. Energien burde bruges mere konstruktivt.

DLF burde støtte ÅLF's forsøgsprojekt, i stedet for at udtale: 'Vi har den centrale visitation, for det er vigtigt, at vi har den centrale evaluering af hele arbejdet' - underforstået: Slipper ÅLF's penge til projektet op, og de ønsker hjælp fra DLF, måÅLF's medlemmer underkaste sig DLF's præmisser - og samtidig tillader DLF, repræsenteret ved Karsten Holst, sig at afgøre, at dette ikke er et reelt problem for en Århuslærer.

Selvfølgelig skal DLF have den centrale evaluering, men jeg mener, at denne kunne opnås ved at sammenfatte evalueringen fra de enkelte kredse. Selvom jeg er tidligere københavner, giver jeg kredsformand Jette Jensen ret: 'Der er fan'me langt til København, når jeg sidder i Århus midt i en krise, men dem nede på kredskontoret i Grønnegade, dem kender jeg'.

Ved at flytte visitationen af krisehjælpen ud til kredsene, men beholde den centrale evaluering, kunne DLF få et mere ægte overblik over, hvilke kommuner, der slider urimeligt hårdt på medlemmerne. Derefter kunne energien kanaliseres over på det arbejde, der ligger i at få den enkelte kommune til at erkende sit ansvar for sine ansatte og sørge for arbejdsvilkår, der ikke forårsager nedslidning.

Lærere i krise har ikke brug for DLF's 'vi-alene-vide'-holdning, der lægger op til alt andet end samarbejde. Lærere i krise har brug for hjælp - hurtigt og uden at skulle omkring for mange ukendte mennesker.

Hanne Johnsen

Århus