Hvor står vi nu, hr. statsminister?

Åbenbart lever vi i en historisk tid med tsunamier - såvel natur- som menneskeskabte. Naturskabte tsunamier kan vi ikke forhindre, men afbøde. Menneskeskabte tsunamier har vi stor indflydelse på.

I øjeblikket er dønningerne stadig høje efter en menneskeskabt tsunami. Dønninger, som få havde forestillet sig så voldsomme og aggressive, at de for en stund kunne få sveden frem på panden af en dansk statsminister med ufejlbarlige køreplaner.

Jeg har stor forståelse for, at tiden nu ikke er til et lille hjørne: Den danske folkeskole og krisen her.

Dog synes en sammenhæng mere og mere tydelig:

En regering med større og større foragt for den folkelige bevægelse og dennes iboende kraft. Til trods for at samme folkelige bevægelser har ført dette land til et af verdens fremmeste på stort set alle områder.

Det var ikke embedsmænd, elitære udvalg eller regeringer, der rejste forsamlingshusene, højskole- og arbejderbevægelserne, hvorfra de folkelige forsamlinger og debatter udgik, og som skabte andelsbevægelserne og velfærdssamfundet med et socialt netværk, der kun findes i meget få lande.

Efter min mening kastes der i dag foragt på de folkelige forsamlinger. Spørg blot de danske skoler, både de frie og folkeskolerne.

Eller spørg indvandrerne, da de henvendte sig, fordi de følte deres religiøse følelser trådt for nær. Intet svar.

Eller spørg lærerne med utallige og dyrekøbte erfaringer med undervisning, test, prøver. I hvilke kontorer er der med respekt blevet lyttet til og lært af os?

Et godt råd:

Luk værelserne med de bonede gulve, fjern smagsdommerne, gå ud og deltag åbenhjertigt i de folkelige debatter, plej og dyrk dem. Det er her og kun her, den menneskelige klogskab findes.