Det var dristigt af professor Per Fibæk Laursen som erklæret radikal at støtte Albertslund-modellen for fordeling af sprogsvage, tosprogede elever i Folkeskolen nummer 49/2004. Han får da også læst og påskrevet af Bergthóra Kristjánsdóttir, der i sin klumme i nummer 4 hæfter sig stærkt ved, at tosprogede elever på indvandrerdominerede folkeskoler i henhold til den københavnske Pisa-undersøgelse får nogenlunde samme karakterer som de fordelte tosprogede elever i Albertslund. Den kritik tager Per Fibæk så prompte til sig og meddeler i nummer 6, at han hermed finder det godtgjort, at man »ikke opnår betydningsfulde resultater« med Albertslund-modellen.

Det er forbavsende, at det skal være nødvendigt at minde Per Fibæk Laursen og Bergthóra Kristjánsdóttir om, at der findes andre og måske endda mere betydningsfulde kriterier end karaktergennemsnit, når man skal vurdere effekten af en integrationsindsats i skolen. Hovedformålet med Albertslund-modellen har aldrig været at hæve de tosprogedes afgangskarakterer, men at holde sammen på lokalsamfundet. Albertslund, landets tredje-/fjerdestørste kommune med hensyn til andelen af indvandrere, har ingen indvandrerdominerede skoler og en privatskolefrekvens på cirka ti procent over for Nørrebros cirka 50 procent. De danske forældre er ikke løbet skrigende væk fra Albertslunds folkeskoler. De tosprogede børn og de danske børn omgås stadig i det daglige. Er det ikke et »betydningsfuldt resultat«, Per Fibæk Laursen?