Folkeskolens leder:

Flot sejr

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De næste tre år skal lærere ikke længere trækkes gennem lokale forhandlinger om det efterhånden gamle fænomen, Ny Løn. Det er det mest markante resultat i den overenskomstbuket, som Anders Bondo Christensen kom hjem med torsdag morgen efter en lang nats forhandlinger med de kommunale arbejdsgivere om læreroverenskomsten.

To døgn senere sluttede så forhandlingerne for 570.000 kommunalt ansatte med et resultat, som sikrer, at lønnen bevarer sin købekraft, og som sandsynligvis også betyder, at alle får en reel forbedring af reallønnen.

Gennem hele forløbet har lærernes forhandlere krævet, at der ikke bruges penge fra overenskomsten til lokale lønforhandlinger, mens arbejdsgiverne hårdnakket har forlangt, at der skulle sættes endnu flere penge af til lokalløn. Det var lærerne, der vandt.

Mens alle andre kommunalt ansatte fortsat skal slås med kommunen og hinanden for at få en lokal lønluns, får alle lærere nu et fast, centralt aftalt løntillæg, som udbetales hver måned mellem april 2007 og april 2008 som en slags projektløn for at sætte fokus på evalueringen.

Læreres og børnehaveklasselederes løn stiger et løntrin, og det er vel at mærke en stigning, som lægges oven i det ekstra løntrin, som er indeholdt i den fælles aftale, der gælder også for andre kommunale personalegrupper.

Overenskomstansatte læreres pensioner får endnu et nøk opad på 0,2 procent, mens den klemte 93-gruppe opnår en pensionsstigning på hele 2,7 procent. 93-gruppen får yderligere 52 millioner kroner til fordeling som et engangsbeløb på de godt 2.800 læreres pensionskonti.

Skoleledere, viceledere og afdelingsledere får alle et løntillæg på 5.000 kroner. Som ønsket af Lederforeningen skal deres ekstra lønstigninger oven i det generelle tillæg fortsat forhandles lokalt. Det er der afsat 2,5 procent til. Det samme som til skolepsykologer og konsulenter.

Sådan ser plussiden blandt andet ud. Det er fornemt. Selv om der ved alle overenskomstforhandlinger også kan findes minusser og skønhedspletter. Det er ikke et nyt lønsystem for lærere, der er aftalt. Men det er et skridt i den rigtige retning.

Derfor anbefales overenskomstresultatet af en 100 procent enig hovedstyrelse. Det må kaldes en historisk begivenhed i Danmarks Lærerfor-ening. Det er 30 år siden, det sidst er sket.

-th