Midt i vor smånaive stolthed over vore børns umådelige glæde på verdensmesterskabsplan ved at gå i skole melder virkeligheden sig med et andet mesterskab, nemlig skoleforsømmelser. Kunne man for selverkendelsens skyld forestille sig en forbindelse mellem disse to mesterskaber? På visse ramte skoler går og kommer børnene, nærmest som det passer dem, hvis man skal tro aviserne, til stor forargelse og bekymring for ældre mere pligtbundne generationer. Forældres lovbundne pligt til at opfylde børnenes undervisningpligt, der ligger meget tæt på skolepligt, udvandes straks af formanden for Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, der til aviserne udtaler, at skolerne jo bare kan undervise mere interessant og fængslende. Så interessant, at ingen elev kan modstå trangen til at møde i skolen. Lidt lokkende kunne skolerne med brug af lidt reklamespot også fortælle eleverne, at 'vi vil så gerne have, at I bliver lidt længere'. Eller hvad man nu ellers finder på for at fjerne den mest generende seriøsitet fra skolens undervisning. Eller altså, som Damkjær Petersen gør, smide al skyld over på modparten. Eller med storslået foragt for de pekuniære omkostninger foreslå alle årets 365 dage inddraget til undervisning. Så må de glade elever da kunne finde sølle 200 spredte dage til et skolebesøg. Men bag al useriøsiteten ligger straffen for med brugen af pædagogisk vognsmørelse at nedbryde den virkelige undervisning til tidsfordrivende gruppeexcesser og give eleverne ansvar for egen læring. Og nu piver vi, fordi eleverne virkelig for alvor tager deres pålagte ansvar alvorligt og gør, som det passer dem. At forsømme undervisningen er jo virkelig en måde at tage et ansvar på.

Vagn Madsen

Brønderslev