Et af de store emner, der bliver diskuteret i øjeblikket, er Ny Løn, eller resultatløn. Ønsket er, at en del af lønnen skal være ens for alle, mens resten helt op til 50 procent skal være resultatløn.

Nu er det jo svært for en leder på en hvilken som helst arbejdsplads at komme rundt til alle sine medarbejdere og vurdere, hvordan de arbejder. Det bliver derfor ofte en skønsmæssig vurdering. Hvor mange udvalg er læreren i, hvordan samarbejder vedkommende med andre, hvordan er forholdet til børn, forældre. Det er jo ikke altid den mest synlige, der gør det største arbejde. Jeg regner da med, at mine kollegaer rundt om i det ganske land gør deres bedste hver dag. Hvis man har lavet ordningen, fordi man mener, at der er nogle, som er for dårlige, så må lederne da hellere udpege dem og få dem op i gear eller få dem ud.

Men vi er generelt en stand af kompetente uddannede mennesker, der alle passer vores arbejde. Vi tilhører en stand, der er glade, fordi vi netop har det arbejde, vi har. Hvis vi begynder at niveaudele alle disse løngrupper, ender det jo med, at man kun vil have, at ens barn skal undervises af lærere med et vist pointtal. Sammenholdet og solidariteten inden for de enkelte grupper vil lide et alvorligt knæk, men det er måske også meningen.

En helt anden vinkel på Ny Løn er også den ganske almindelige lønarbejder, som gør sit arbejde godt, når vedkommende er på arbejde, men som ikke ønsker at engagere sig yderligere på sin arbejdsplads ved at besidde tillidsposter eller være primus motor i en stor forestilling på skolen. Eller hvad med dem, som bare gerne vil være anstændige forældre over for deres egne børn.

Alle disse mennesker, som ikke lige føler, at de skal stå i forreste linje hele tiden. Alle disse mennesker, som passer deres arbejde, og derudover forsøger at skabe en god hverdag. De bliver ikke belønnet af samfundet. Vi himler op om, at børn ser for lidt til deres forældre, og at det får uoverskuelige konsekvenser, men samtidig belønner vi dem, som fristes til at vælge mere arbejde frem for mere familie. Det er da absurd.

Jeg mener, at Ny Løn er uanstændig. Kommunerne forlanger mere engagement inden for områder, man har udsultet i årevis. Nu kommer man så med et krav, der vil skabe ulighed og splid på arbejdspladserne. Det minder i betænkelig grad om det gamle del og hersk-princip, hvor man forsøger at holde store dele af befolkningen i skak ved at lade nogle få få fordele frem for andre. På den måde holder man balladen inden for den enkelte gruppe. Man flytter lige så stille fokus væk fra det egentlige problem, nemlig at man vil have så billig en folkeskole som muligt, over til at lade lærerne slås om de få tildelinger, der er, med efterfølgende ulighed og dårligt arbejdsmiljø til følge.

Lars Søgaard

Assens