Debat
Læreruddannelse undermineres
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 6 er der en artikel om vikarer, der i Gilleleje får betalt deres uddannelse til folkeskolelærere med en timereducering på 30 procent.
Det er da rart for de to piger, der portrætteres, men hvordan stiller tillidsmanden og resten af lærerkollegiet sig til denne åbenbare forskel i tid og dermed løn?
Hvert år må lærerne kæmpe om den pengesum, der er afsat til videreuddannelse og kurser.
Nu kan man så opleve, at fordi man er født nogle år for tidligt og derfor selv har måttet investere i en uddannelse, kan man nu se ikke-uddannede få den samme løn for mindre arbejde og tilmed en uddannelse, måske på bekostning af andre læreres efteruddannelse?
For hvor kommer pengene fra til timereduceringen? Det fremgår ikke af artiklen.
Mange af de almindelige studerende på dagseminarierne må da føle sig til grin, hvis de bruger dagen til at studere i, når de i stedet for kunne arbejde til fuld lærerløn og samtidig få betalt deres studium.
Man kunne vel, som den ene medvirkende i artiklen giver udtryk for, lige så godt nedlægge alle dagseminarierne og lade alle de studerende arbejde i folkeskolen og lade dem være deltidsstuderende?
Gilleleje og skolelederen i artiklen er med denne ordning med til at underminere læreruddannelsen ved at gøre åbenlys forskel på de betingelser, uddannelsen er opnået på, og det er da svært at se, hvordan man får flere studerende og i den sidste ende lærere ud af denne forskelsbehandling?
Torben Larsen
København