Snestorme hvirvlede ind over landet de første par uger af februar; ikke den bogstavelige, hvide slags, men den verbale, æterbårne.

Orkede man at lægge trætte ører til, kunne man forstå, at det stadig er galt med læsefærdigheden, at der mangler elever med interesse for teknik og naturfag, at eleverne ikke lærer at sidde ordentligt ved computerne - og skolen i øvrigt er lysår bagud med informationsteknologiundervisnin-gen, at udskolingsvejledningen slet ikke kan følge med, og at skolens indretning fortsat retter sig mod industrisamfundet, hvor præcision og evnen til at følge en given ordre er det eneste saliggørende. Alt sammen leveret mundret af læseforskere, såkaldte fremtidsforskere og regnedrenge fra Kommunernes Landsforening og Finansministeriet. Og alt sammen sikkert rigtigt i et eller andet omfang. Men . . .

I halen af det hele kom konklusionen mere eller mindre halvkvalt: Alt ville blive meget bedre, hvis ikke lærerne var så stokkonservative, at de holdt fast i et håbløst forældet system med næsten lige dele forberedelse og katedertid.

Hvis bare lærerne ville, så . . .

Kun få spagfærdige lærere tog til genmæle, og DLF havde jo gjort sit - en kampagne efter alle kunstens regler med lige så forudsigelig mangel på effekt.

Den slags kan ikke gendrives via annoncekroner - kun ved vedholdende og mangfoldig modsigelse fra hver enkelt af os.

Og hvorfor er vi i defensiven? Har vi noget at skamme os over?

Naturligvis ikke - måske er vi bare så 'udbrændte', at vi lader det ske og håber det bedste. Men det bedste vil ikke ske - ikke af sig selv i hvert fald.

Selv lagde jeg 96,5 arbejdstimer i skolen de 12 dage op til vinterferien, mens snestormen stod på, men nu 'vier' jeg et par dage af min ferie til i det mindste at forsøge at sætte snehegn op.

Forberedelsestiden er for lav. Alt for lav, hvis vi blot skal have en minimal chance for reelt at leve op til skoleloven. Det siger sig selv - jeg har for eksempel i 8.a 91,4 sekunder per elev til forberedelse af hver enkelt lektion - årsplanlægning, teammøder med fælles forberedelse og evaluering, udarbejdelse af opgaver, stofvalg, materialebestilling og gennemlæsning, forsøg på at differentiere og tage udgangspunkt i den enkelte elev, retning og opfølgning på opgaver samt evaluering på arbejdet. 91,4 sekunder per elev!

Naturligvis vil, kan og skal jeg ikke forberede hver eneste lektion sekundiøst for hver enkelt elev . . . men tallene vil aldrig komme til at hænge sammen med intentionerne i skoleloven.

Måske lykkes det vore forhandlere at bevare status quo i en eller anden form for gennemsnit, og så vil det blive præsenteret som en sejr eller en gave til os i den sikre forventning, at vi så også tager os sammen og får has på alle problemerne. Jeg glæder mig allerede.

Steen Jonsson Agger

Tranbjerg