I en forhandling mellem to parter kan ingen af dem opnå alt. Det ved enhver - også selv om det kan være svært at huske, når de politiske bølger går højt.

Men hvis den ene part som udgangspunkt stiller urimelige krav, kan det vise sig umuligt at nå et kompromis. Og som forhandlingssituationen om lærernes arbejdstid så ud sent mandag aften, er udsigterne til et forlig meget ringe.

DLF har bevæget sig langt ved at acceptere forhandlinger om en anden lønmodel, og man har imødekommet de kommunale arbejdsgivere ved at diskutere en helt ny arbejdstidsaftale.

Arbejdsgiverne har også flyttet sig temmelig meget, så der har kunnet anes en fornuftig lønaftale. Men selvfølgelig, når man begynder helt ude i hampen, er der også lang vej at gå. Og der er især langt ind til lærernes hverdag. Det er det, der stadig er problemet.

Lærernes forhandlere har hele tiden vidst, at de skal være imødekommende for at nå til enighed med modparten. Men de ved også, hvordan arbejdssituationen i folkeskolen er - og hvordan den har udviklet sig de seneste år. Derfor insisterer de vedholdende på, at en ny arbejdstidsaftale skal:

- sikre, at hver eneste lærer har tid til at forberede undervisningen,

- sikre, at lærerne har tid til at arbejde sammen, og

- sikre, at klasselærerne har tid - både til eleverne og til koordineringen af lærernes fælles arbejde om og med klassen.

Men på de områder har arbejdsgiverne ikke villet bevæge sig. Med en psykologisk indlevelse og fornemmelse for lærernes arbejdsvilkår, som er lige så stor, som regeringens indlevelse og fornemmelse var for efterlønnen, gambler de nu med folkeskolens fremtid.

Et forhandlingssammenbrud kan ende med, at Folketingets flertal trumfer en nyordning igennem, der giver arbejdsgiverne 'ret', som man truede med i finanslovsforliget. Folketinget kan vælge at se bort fra de fremskridt, der er gjort i forhandlingerne. Man kan ensidigt bestemme, at det er lærere, børnehaveklasseledere og skoleledere - og ikke samfundet som helhed - der skal betale for, at skolen får 100.000 nye elever. Set udefra virker det, som om det er det, arbejdsgiverne satser på.

På Kommunernes Landsforenings skolemøde i Aalborg for to uger siden var alle parter rørende enige om, at folkeskolen er samfundets fælles, kulturbærende institution. Nu kan arbejdsgiverne fremprovokere et sammenbrud og forsøge at knække de lærere, der skal bære det fælles.

Men måske er det ikke for sent. Ved at lytte til lærernes beskrivelse af skolehverdagens problemer og udfordringer kan man gøre det muligt at finde det kompromis, som kan sikre den udvikling af folkeskolen, som alle parter også er enige om. Til hverdag er det folkeskolens lærere, børnehaveklasseledere og skoleledere, der deles om ansvaret. Lige nu er arbejdsgiverne helt alene om at bære det.

-th

Læs side 9

I en forhandling mellem to parter kan ingen af dem opnå alt. Det ved enhver