Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Måske synes Peter Hess-Nielsen, at det kan være sjovt at gøre sort til hvidt. Men det højner ikke debatniveauet.
'Advarsler om, at Folketinget gjorde sig selv til både lovgivende og dømmende magt påén gang, blev ignoreret', skrev Hess-Nielsen i sidste uge med henvisning til den retspolitisk ulykkelige situation, som undervisningsminister Ole Vig Jensen har anbragt folkestyret og sig selv ii Tvind-sagen.
Jeg er helt enig. Men når Hess-Nielsen derefter fortsætter: 'Folkeskolen holdt sig desværre ikke tilbage', så hører al rimelighed op.
Folkeskolen dokumenterede i sin tid, at Tvind fik tilskud på tvivlsomt grundlag. Vi påviste, at revisionen var meget problematisk, og vi viste, at Undervisningsministeriets tilsyn med Tvind-skolerne var særdeles lemfældigt.
Men da Ole Vig Jensen ville lave en særlov mod Tvind, skrev jeg på lederplads i maj 1996 blandt andet: 'I et retssamfund er det meget problematisk med særlove; myndighedsafgørelser skal kunne prøves ved domstolene. Og den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt må aldrig blandes sammen. Disse fundamentale principper forsynder lovforslaget sig imod.'
Senere - i februar 1997 - kunne følgende læses på lederplads: '. . . med den økonomiske kreativitet og løgnagtige lukkethed, Tvind demonstrerer, er der gode grunde til, at samfundet løbende kontrollerer, om de bøjer loven og snupper skattekroner, som de ikke tilkommer. Men ministre skal hverken straffe meninger eller moral; og det er meget svært at se, hvad der kan være forkert i at sidde i flere skolebestyrelser. Det er domstolenes -aldrig en ministers opgave at afgøre, om en handling er lovlig.'
Folkeskolen har afsløret Tvind-folkenes lukkethed, uregelmæssigheder og løgne.
Men samtidig har vi hele tiden forsvaret deres ret til at have selvstændige meninger og til at drive skole - på samme vilkår som alle andre. Fordi det er fundamentalt i det danske demokrati. Hvis Peter Hess-Nielsen insisterer på at kalde det hetz, så bliver det svært at bruge sproget til at kommunikere med.
Thorkild Thejsen
chefredaktør