Debat
Syndflod af reformer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kære Steen Larsen
Dine tanker og ord er som sædvanlig berigende og inspirerende for os lærere i skolen. Måtte de også i højere grad vinde genklang hos ledere og myndigheder!
Men!
Det sidste afsnit i din 'bagsmæk' i Folkeskolen nummer 5 kræver en kommentar. Hvor ironisk og forståeligt dit udsagn end måtte være, så er der lige et par forhold, du må huske på:
Når det blandt andet er i skolens og lærernes interesse, at der lige bliver 'fem minutters pause', så er det jo fordi, vi allerede har fået en syndflod af reformer trukket ned over os i løbet af en ganske kort årrække. Hvad vi ikke har fået - og det er det virkelige problem - er ro, tid og økonomi til at gennemføre en modernisering af skolen og undervisningen.
Du er sikkert ikke uvidende om, at det store flertal af lærere i den grad føler sig udsat for et stormvejr af hvirvelvinde, så alt for meget af vores energi går til helt ukonstruktivt bare at 'holde på hat og briller'.
De næste par års - 'fredstidens' - store mantra fra toppen af undervisningssystemet ved vi jo bliver kvalitetsudvikling. Vi ved desværre allerede også, at vi, der arbejder på gulvet i skolen, er udset til at være dem, som 'sikrer og garanterer' kvalitetsløftet.
'Desværre', fordi det ser ud til at blive på rene discountvilkår.
Ole Mathiesen
Virum