Det er ikke så svært at forstå at mange skoleledere i denne tid melder sig ud af DLF. Jeg har valgt at melde mig ud, fordi det ikke lykkedes at opnå en fornuftig adskillelse mellem lokalkredsen og skoleledernes netværk. Da kongressen besluttede, at den tilbudte frasigelse af demokratiske rettigheder i foreningen hang uløseligt sammen med mistede muligheder for at deltage i udvalgsarbejde og forhandlingsdelegationer, var jeg nødt til at vælge DLF fra. Jeg ønsker ikke via politiske beslutninger at blive spillet ud mod min arbejdsgiver og ønsker derfor ikke at deltage i kredsens generalforsamling. Men at jeg af den grund heller ikke kan deltage i forhandlinger i skoleledernes nye netværk, er en unødvendig konsekvens.

Det var derfor et rimeligt ønske, at ledernes kontingent skulle gå til den centrale kreds, og at netværket skulle administreres herfra. At det ikke kunne lade sig gøre, var et klart signal til lederne om, at vores kontingent er velkomment, men vores problemer må vi vente nogle år med at få løst.

Jeg synes i øvrigt, det er forstemmende at læse, at flere skoleledere efterfølgende bebrejder vores delegerede, at de stod fast på det mandat, de var taget til kongressen med. Hans Martin Jepsen har bestemt ikke været en elegant formidler af forløbet, men de delegerede har gjort, hvad de blev bedt om. Til gengæld er jeg dybt skuffet over Anni Herfort Andersen, der lagde op til et spiseligt kompromis, men som sprang i målet. Og som bagefter udlagde uenigheden som en konflikt om et postnummer.

Lennie Boesen

Rønde Skole