Det ligner lidt af et tøbrud. For første gang i årtier kan Folkeskolen nummer 4 i artiklen »Et fag med mening« omtale en rigtig og overraskende positiv undersøgelse af et skolefags fortrinligheder og relevans. Et fag, som frembyder virkelig positivt indhold for eleverne, og som eleverne oven i købet nødigt undværer. Sådan forholder det sig selvfølgelig også med alle andre skolefag. Disse fag mangler blot nogen, der vil dokumentere deres betydning med noget, der ligner en undersøgelse. Men foreløbig drejer det sig om faget kristendomskundskab. Ikke alene byder det eleverne på en masse kundskaber, der er vitale for deres udvikling. De lærer også at »reflektere over deres viden på en måde, så det får betydning for det, der optager dem i forvejen«. Men det fordrer altså, at lærerne gør deres arbejde og »ikke bare lader faget drukne i tværfaglige temaer«. Noget kunne her tyde på, at sandhedens time i tilgift til fagets restitution så småt er ved at oprinde for den fagødelæggende og stærkt roste projektorienterede tværfaglighed, der i årtier har fået lov til at »drukne den faglige viden«. Men også den dybt foragtede indlæring af paratviden får en slags oprejsning, så sandt som man naturligvis aldrig har kunnet lære noget som helst, hvis man ikke vil ulejlige sig med besværet med at skaffe sig paratviden. Undersøgelsen må således sande og beklage, at »det ikke er alle bibelhistorier, der lagres lige godt i de unges hjerner«. Og hvorfor gør de ikke det? Fordi skolen i dag med loven og den pædagogiske ekspertise i ryggen har bestemt, at børn i dag »ikke skal opdrages til at reproducere viden«. Lektorerne Irene Larsen og Peter Green Sørensen, der står bag undersøgelsen, nævner blot dette katastrofale tilbageslag for dansk uddannelse. De beklager det ikke. De nævner det blot. En direkte beklagelse ville nok også stemple dem i den pædagogiske verden. Og det er jo ikke så rart.