24. januar 2006. En skelsættende dato i dansk skolelovgivning. Regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti indgår forlig om ændringer i folkeskoleloven. Øjeblikket efter - samme dag - er undervisningsministeren parat til at udsende et lovforslag til høring. Lovforslaget omfatter ændring af folkeskolens formål, ekstra timer, landsresultater af test, præcisering af det kommunale ansvar samt etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen. Et gennemarbejdet forslag på 22 sider, dog uden de pligtige opgørelser af lovens økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget er i høring indtil 10. februar. Det er, hvad organisationer og myndigheder har til at sætte sig ind i og forholde sig dels til den mest markante kursændring i landets skolelovgivning i mere end 100 år, dels en række mere tekniske, men bestemt ikke ubetydelige detaljer.

Leder man efter de flere timer (dansk i 1.-3., historie i 4.-6. klasse), finder man dem ikke - bortset fra en udvidet bemyndigelse til ministeren. Mon det ligger der, for at de økonomiske omkostninger ikke skal blive for tydelige? For at lovforslaget kan gå sin gang gennem Folketinget, uden at nogen skulle få den tanke, at det ikke er udgiftsneutralt?

Endnu en gang unddrages Folketinget den lovgivningsmagt, grundloven entydigt placerer der, og endnu en gang bemyndiges en minister til at fuldføre denne lovgivning.

Jeg har været ganske tæt på lovgivningsprocessen i Danmark på forskellige områder de seneste år. Min grundfæstede tillid til det danske folkestyre, udviklet gennem elevråds- og foreningsarbejde i 60'erne, 30 års partipolitisk arbejde og deltagelse i råd og nævn, er ved at være undermineret. Det går for stærkt. Det er for overfladisk, men undervisningsministeren har travlt.