Debat

Så fik I skovlen under os

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tillykke Bertel Haarder og Søren Krarup. Så fik i endelig skovlen under lærerne. Med det nye folkeskoleforlig, som netop er blevet forhandlet på plads, er det lykkedes at få lærerne sat uden for indflydelse. Det har været en lang og hård kamp, hvor der er blevet givet og taget, men nu må jeg erkende, at I har vundet. Hvis jeg lyder lidt bitter, kan det måske skyldes, at jeg synes, den afgørende kamp var lidt unfair, da lærernes hold slet ikke fik lov at komme på banen - ja, de fik ikke engang lov til at gå til omklædning. Men dommerne så ikke, at der manglede et hold, og vi ved jo alle, at selve kampen snart er glemt, og kun resultatet tæller. Og hvilket resultat. Nu skal lærerne ikke længere bestemme, hvad der skal undervises i. Nej, det ved I meget bedre på Christiansborg. Lærerne skal heller ikke kontrollere, om eleverne har forstået det. Nej, det skal nationale test afklare, og dårlige resultater skal så afstraffes af kommunalbestyrelserne. Nu mangler I kun at få uddannelsen af lærerne lagt ind på universiteterne, så det heller ikke længere er lærere, der uddanner lærere. Det er de da alt for dårlige til. Det kan enhver jo ved selvsyn konstatere ved at se på, hvor dårligt danskerne klarer sig globalt.

Faktisk har jeg kun et spørgsmål til Haarder og Krarup: Hvorfor skal læreruddannelsen ind på universiteterne? Når lærerne bare skal fylde viden på eleverne, er et tankpasserkursus på teknisk skole så ikke nok?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler