Den personlige udvikling - personligheden - er helt essentiel for en elevs faglige præstationer. Det er derfor på den personlige udvikling, hovedvægten bør placeres.

At bryde »den negative sociale arv« er muligt, hvis begavelsen er til stede hos eleven. Der skal da eksistere et positivt samarbejde mellem hjemmet og skolen - overlades det til hjemmet alene, opnår man blot en cementering. Uanset at der er mere avissalg i kritik af skole og lærere, er det dog netop lærerne, som danner fortrop, når fordomme skal nedbrydes. Kun elever med selvtilliden i behold kan håbe på et gunstigt resultat. Ejendommeligt nok stammer mine selvoplevede eksempler hovedsageligt fra en tid, før både prøver/test og negativ arv blev opfundet. Jeg vil nu gå over til at nævne nogle spredte eksempler på »sociale spring«. Udgangspunktet er i alle tilfælde et husmandssted på fem-ti hektar eller et ufaglært arbejderhjem. Alle steder gik vejen i syv år over en lille udelt landsbyskole med tre klasser og to lærere og uden prøver overhovedet - de var jo overflødige, da lærerne nøje kendte den enkelte elevs evner og muligheder. Det afgørende var evner, energi og selvtillid, ikke forældrenes samfundsmæssige stilling.

Nogle få rejste dagligt til købstaden og skaffede sig gennem forældrenes interesse et forspring - en realeksamen - mange af dem endte som for eksempel direktører, statsautoriserede revisorer, toldforvaltere og så videre.

Ellers kan jeg i flæng nævne: 60-70 navigatører, cirka 50 lærere - af begge køn - en masse sygeplejersker, teknikumingeniører, korrespondenter og meget andet.

Alt dette gennem en lille udelt grundskole med cirka 50 elever og fuldstændig uden prøver af nogen art.

Men selvtilliden og målbevidstheden blev bevaret - hos dem, som ejede den mindste smule af noget sådant.